Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1253

1253. Og vi har således her et nyt bevis for, at der altid, selv om der er væsener, der ikke kan være med til at "straffe" og "hævne", vil være væsener nok, der har hjerte og sindelag til at varetage alle de robuste foranstaltninger, den karma- eller årsagsvirkning, som uundgåeligt må og skal finde sted indenfor et samfund af væsener, der endnu ikke elsker sin næste som sig selv, men mere eller mindre i tanke, væsen og fremtræden hylder eller sværger til "straffens" eller "hævnens" lov. Hvordan skulle ellers primitive, hadefulde og ukærlige væsener få deres tilbagevendende karma eller komme til at "høste det, de sår"? - Hvis sådanne væsener ikke var omgivet af væsener af deres egen type, men derimod var omgivet af blot og bar "engle", blot og bar "tilgivende" væsener, ville de jo aldrig nogen sinde komme til at opleve "hævnens" og "straffens" lidelser, ligesom de jo heller ikke ville være lykkelige ved de "tilgivende" væsener, idet de kun kunne opfatte disse som primitive, som naive og feje, hvis de da ikke ligefrem anså dem for at være "abnorme". Og vi får atter her indblik i, hvorledes alt, i ethvert givet øjeblik, lige akkurat er det fuldkomneste, det overhovedet kan være. Men det udelukker jo ikke, at det ifølge den samme fuldkommenhedslov kan og skal blive fuldkomnere i et senere øjeblik for dermed ligeledes at udtrykke det, der for dette øjeblik kun kan være det fuldkomneste.

Forrige

Næste