Væsener, der i dag har brug for fremtidens syn på "retfærdighed"
1254. Når samfundets struktur i dag er således, at det "hævner", "straffer" eller "tugter", så vil det altså være det absolut fuldkomneste, hvilket vil sige: toppunktet af, hvad samfundet i dag forstår ved eller kan yde i form af "retfærdighed".Men det betyder naturligvis ikke, at samfundet ikke på et senere tidspunkt skulle blive i stand til at se en "retfærdighed", der var endnu fuldkomnere.Sålænge samfundet ikke har fået erfaringer eller indsigt i "den absolutte sandhed" bag ved alle livets naturlige love, hvilket i virkeligheden vil sige: "næstekærligheden", er det jo nødsaget til kun at kunne holde sig til de formodninger eller forestillinger, det har været i stand til at danne sig om lovene bag livet.Men efterhånden som erfaringerne tårner sig op og bliver til videnskab eller visdom i samfundsbevidstheden, må det samme samfund naturligvis også forandre sine formodninger om "retfærdighed" til fordel for en indsigt i "retfærdighed", der er endnu langt klarere og højere end den indsigt, det har i dag.Og denne forandring af syn på "retfærdighed" må uundgåeligt fortsætte, indtil livslovene totalt er blottede som realistiske kendsgerninger.Og da de så ikke mere er blotte formodninger, men den rene virkelighed, kan synet på "retfærdighed" ikke mere forvandles.En "retfærdighed", der er baseret på de som kendsgerninger afslørede livslove, er selve kulminationen af det levende væsens syn og opfattelse af "retfærdighed".De juridiske love, et samfund danner sig efter denne kulminerende opfattelse af "retfærdighed", vil selvfølgelig til sin tid se anderledes ud end de juridiske love, der er baserede på det syn af "retfærdighed", der i dag er tilgængelig for det moderne samfund.At dette, fremtidens syn på "retfærdighed", ikke vil være det fuldkomneste for samfundet af i dag, er jo kun, hvad vi allerede har berørt, men da det naturligvis er lige så selvfølgeligt, at samfundets syn på "retfærdighed" i dag er lige så ufuldkomment for dette fremtidens samfund, vil vi her kunne se, at det ikke er uden betydning, at der skabes et vist kendskab til dette fremtidens syn på "retfærdighed".Det er jo netop dette syn, der er ved at gøre sig gældende i alle de væsener, der i dag mere eller mindre er vokset fra at kunne "hævne" og "straffe" og derfor begynder at føle sig i disharmoni med samfundets religiøse og juridiske paragraffer.Ja, de kan i mange situationer endog slet ikke nænne at fordre de krav eller det ansvar af deres næste, som dette samfund netop giver dem autoriseret ret til eller krav på, og vælger derfor i de pågældende situationer hellere selv at lide, end at næsten skal "straffes" eller vederfares det mentale og legemlige ubehag, den berøvelse af "ære" og den markering som "forbryder", staten autoriserer med sin "straffelov".
Tilbage til forsiden
Forrige