Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1257

1257. Nej, det lader sig ikke gøre at ensrette væsenernes indre psyke ved et magtbud. Selv de bedste venner kan her umuligt blive enige eller komme i kontakt, selv om de af hjertet ønsker det. De kan naturligvis, hvis de er tilstrækkeligt udviklede i kærlighed, undgå at lade denne deres indbyrdes forskelligartethed blive kilde til vrede og indignation ved ikke at bringe sådanne emner på bane eller ved ikke at lade disse være det altoverstrålende i deres samtaler, men dette er jo ikke det samme som, at de virkeligt forstår hinandens synspunkt. Det udtrykker derimod kun, at man gensidigt "tilgiver" den anden parts afvigelse fra ens eget væsen, med hensyn til opfattelse og indstilling til livets højeste problemer. Som man ser, kan kærligheden altså råde bod på særlige spidsfindige eller skarpe mentale modsætninger, endnu inden forståelsen er til stede. Men der, hvor kærligheden ikke forekommer, vil sådanne modsætninger udelukkende udløse vrede, had eller intolerance, der igen direkte under en eller anden form afføder krig, der atter igen ikke kan eksistere uden at være en gensidig beskadigelse og underminering af parternes almenlykke eller normale glæde ved at være til. Den manglende kærlighed vil således gøre væsenerne til fjender og forfølgere af hinandens liv. Den stærkeste part kan naturligvis med sin magts overlegenhed tilsidst opnå at blive "sejrherre" og holde den anden part stangen, så dennes indre synsmåde og opfattelse ikke kan komme til at give sig noget fysisk udslag, hverken i ord eller handling, men dermed er freden og lykken ved parternes forbindelse jo ikke oprettet. Sålænge den ene part må holde den anden part nede med sin magt, er krigen jo stadig til stede. Og sålænge krigen er til stede, kan der i virkeligheden slet ikke være tale om nogen virkelig fred eller lykke.

Forrige

Næste