1279. Det er muligt, at man her vil hævde, at jorden er en forhenværende masse, der er revet bort fra solen og i virkeligheden således kun er et brudstykke af denne, men som i kraft af denne løsrivelse og på grund af sin lidenhed i format og stofmasse i forhold til solen naturligvis måtte blive hurtigere afkølet end selve solens masse. Men selv om også denne omstændighed har været gældende for jordens vedkommende, vil det ikke kunne forandre noget i selve dens udviklingsprincip eller identitet som "levende væsen". Alle kloder er jo så at sige revet ud af større sole eller ildhobe, med hvilke de igennem overgangen fra åndelig til fysisk strålemasse har været forbundet. At noget har været forbundet med en større masse af samme slags stof er jo ingen garanti eller bevis for, at den løsrevne del ikke er selvstændig eller individuel. Al celleudvikling foregår ved en spaltning. Og mange planters formering foregår ligeledes ved spaltning (stiklinger eller aflæggere), ligesom man heller ikke helt kan frikende fosterdannelsen og den heraf efterfølgende udskillelse af fosteret fra moderens legeme indenfor pattedyrene for at være en slags spaltning. En solmasse, der fra en større solmasse slynges ud i rummet og derefter i sig rummer alle betingelser for at danne en selvstændig klode med levende tænkende væsener, må dog nødvendigvis i sit princip erkendes som noget mere end et slet og ret skår fra en ituslået glødende og flammende mineralforeteelse. Den kan i sit princip ikke sammenlignes med skåret fra et lerfad, en kop eller et glas, der er slået i stykker. Sådanne skår viser ingen tegn på at kunne fortsætte en selvstændig udvikling hen imod organisk, animalsk liv. Enhver spaltning af et legeme, der resulterer i selvstændigt fortsættende liv for hver enkelt del, der ved spaltningen er udskilt fra moderlegemet, kan kun eksistere som udgørende en form for "fødsel".