Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1289

1289. Det må dog udtrykkeligt bemærkes eller fastslås, at ovennævnte analyse ikke skal udtrykke, at der ikke findes humane, elskværdige og kærlige mennesker indenfor den såkaldte "høje sociale" eller økonomiske positions bevidsthedszone. Tværtimod, her findes selvfølgelig også udviklede mennesker. Og vi kan naturligvis lige så lidt i denne zone, som i alle andre zoner, "skære alle over en kam". Ja, vi vil jo slet ikke nogen eller noget til livs. Det er ikke for at forfølge eller bebrejde noget enkelt væsen, at vi her har måttet fremføre ovennævnte analyse. Det enkelte rige menneske af i dag er ofte stillet således, at det foreløbig er nødsaget til at måtte blive i sin sfære, selv om det eventuelt ønskede en hel anden tilværelse. At forlade denne sfære kan således være en uoverstigelig skranke for dets kræfter, kan foreløbig være et større "onde" end at blive i den. Her har det måske sin slægt og sine allerbedste venner, sine "standsmæssige" forbindelser og sammenkomster, ligesom hele dets opdragelse er tilpasset denne sfære. At styrte de rige mennesker ud af denne deres livskreds er at styrte dem i en afgrund. Ethvert system, ethvert lovkompleks, der dikterer disse menneskers pludselige økonomiske ruin eller fratagelse af ejendomme, repræsenterer en brutalitet og kosmisk uvidenhed, der absolut ikke er mindre end den, der ligger til grund for systemets tusindårige tradition og nuværende autorisation. Krøsussystemets autorisation og høje standard i dag er ikke kommet pludseligt, men er udelukkende kommet ved vækst eller udvikling. Og udviklingen gør ikke noget spring. Der er intet barn, der, for hurtigt at blive voksen, kan få lov til at springe så og så mange resterende år af sit liv over. Man bliver ikke tredive år ved kun at opleve femten. På samme måde bliver man heller ikke et "indviet væsen" eller en "Kristus" ved at springe den eller den udviklingstilstand over, ligegyldigt om den repræsenterer den rige mands sfære eller den fattige mands, eller den repræsenterer "det dræbende princip" i form af nydelsen af medvæsenernes kød og blod, eller den udtrykker det samme princip i form af krigens og hadets domæne. Ethvert politisk såvel som religiøst system, der er baseret på forståelsen af dette og derfor i kontakt med udviklingens love kun stimulerer og befordrer en human og gradvis forandring af samfundsforholdene fra den mindre fuldkomne til den mere fuldkomne tilstand, vil få succes. Ethvert system, der derimod med overlegen magt, brutalitet og vold pludselig vil lave et samfund eller en udviklingssfære om, opnår kun ligesom at dæmme op for en flod, der før eller senere vil sprænge sine dæmninger og bane sig nye og endnu mere skadelige eller uheldige veje, ja, vil måske helt oversvømme det samme samfund og afstedkomme dets totale undergang. Vor her fremførte analyse af mørkets sfære skal derfor, som allerede nævnt, ikke på nogen som helst måde være en forfølgelse hverken af den "rige mand" eller de "kødnydende" væsener, men derimod kun udgøre en virkelig nøgtern eller sandfærdig analyse af forhold, der er med til at virkeliggøre den åndelige "død", som skulle blive følgen af "nydelsen af kundskabens træ". Og virkelig "nøgtern" eller "sandfærdig" bliver en analyse kun, når den ikke på nogen som helst måde er camoufleret eller udsmykket, hverken er overdrevet eller mere eller mindre fortiet. Og den analyse, vi ovenfor har skildret, er således den yderste pol af de konsekvenser af den overtrædelse af næstekærlighedsloven, der er adgang til igennem det nedarvede samfundssystem, således som de virkelig af og til åbenbarer sig som kendsgerninger. Men det er selvfølgelig givet, at ikke alle jordmennesker repræsenterer den yderste pol eller den højeste grad af overtrædelse af næstekærlighedsloven, vor analyse udtrykker, men derimod i en større eller mindre grad stærkt nærmer sig den modsatte yderpol: næstekærlighedslovens overholdelse.
Med hensyn til at besidde store materielle værdier eller rigdomme, må man således gøre sig klart, at dette ikke udtrykker nogen særlig gunstbevisning fra Forsynets side, eller at man i en særlig grad er i yndest hos Guddommen. Nævnte skæbne har man udelukkende kun fordi, det er et absolut uundværligt led i ens udvikling. At man er et, materielt set, fattigt væsen betyder naturligvis heller ikke, at man er faldet i unåde hos Guddommen eller Forsynet. Denne skæbne er selvfølgelig et lige så uundværligt led i ens udvikling. Begge disse to nævnte former for skæbne giver jo gudesønnen de erfaringer, uden hvilke han umuligt ville kunne være med til at bygge et virkeligt fuldkomment samfund op i menneskehedens senere udvikling, rent bortset fra, at han, uden oplevelsen af samme skæbne, aldrig nogen sinde ville kunne opnå "indvielsen" eller "den store fødsel".

Forrige

Næste