Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1290

1290. Og tænk hvilken raffineret og genial læreanstalt den jordmenneskelige sfære er i den guddommelige verdensplan med hensyn til at bibringe gudesønnen et absolut fuldkomment eller genialt kendskab til mørkets domæne eller til virkningerne af de højeste fundamentale livsloves overtrædelse. Der bliver i sandhed ikke sparet på noget som helst, når det drejer sig om at undervise eller skaffe gudesønnen oplevelser og erfaringer. Han bliver millionær, milliardær, får hundreder eller tusinder af mennesker til rådighed som sine underordnede trælle eller slaver, hvis evners og arbejdskrafts frugter han kan tilegne sig hovedparten af og derved selv ikke alene kan undgå at yde sin egen arbejdspligt i samfundsfællesskabets interesse, men kan også ligefrem svælge sig til døde i fråseri og dovenskab, hvis hans udvikling kræver det. Endvidere kan han høste berømmelse, hæder og beundring eller bifald indtil ovationer for en luksusfremtræden eller iscenesættelse af "behagelige tidsfordriv", han kun kan opretholde i kraft af sine underordnedes sved, tårer og savn, hvis det er nødvendigt for hans videreførelse eller passage i kredsløbet eller i udviklingen af hans forståelse af selve livets virkelighed eller absolutte sandhed. Tænk hvilken ubegrænsethed i mental bevægelsesfrihed der også er ham givet der, hvor han kommer til syne som en i stål, kød og blod fremtrædende raffineret mordmaskine, og som et regerende jeg i et slagskib, i en krigstank eller bombemaskine lægger byer og tusinder af medvæseners liv og ejendom øde. Tænk hvilket syn ind i mørket eller "helvede" der her er givet ham adgang til at skue. Ud af de ødelagte byers ruinhobe graves hundreder, ja, måske tusinder af dødsrallende sårede og lemlæstede frem. De må herefter mere eller mindre humpe rundt ved hjælp af de endnu brugbare stumper og stykker af den forhen så strålende organisme, de hver især var udstyret med. Blinde, armløse og benløse, afstivet med krykker eller kunstige lemmer, befordret i rullestole af sørgende og grædende pårørende eller totalt prisgivet fremmede menneskers forgodtbefindende, lukket ude fra alle kærlige øjnes ild og uden selv at kunne give et venligt smil eller håndtryk udgør de de dekorationer på "ærens mark", som den "sejrrige" soldat indkasserer laurbærkranse, højeste udmærkelser og gyldne ordener for at afstedkomme.
Tænk hvilket raffineret "kosmisk-kemisk laboratorium" den jordmenneskelige fysiske sfære er. Der er bogstavelig talt ikke noget, gudesønnen her ikke har adgang til med hensyn til at udløse modsætningen til næstekærligheden. Der er ikke noget, der er for kostbart, hverken af materie eller levende væsener, når det drejer sig om tilfredsstillelse af gudesønnens begær. Han får lov til at tilegne sig umådelige rigdomme ved at tilrane sig og udnytte sine medvæseners ret til frugten af deres arbejde. Han får lov til at lægge byer, templer, kirker, slotte, skoler, museer, kunstværker, fabrikker og beboelseshuse i ruiner. Han får lov til at myrde væsener i hundredvis uanset race eller art, det være sig dyr eller mennesker, det være sig "forbrydere" eller "helgener", det være sig åndens såvel som håndens arbejdere, hvis det kræves i hans udvikling. Og yderligere kan han bedrage sin ægtefælle. Han kan begære sin næstes hustru og atter bedrage hende igen. Ja, han kan, som jordmenneske, selv bestemme, om han vil dolke, skyde eller bombe. Han kan selv bestemme, om han vil lyve, bagtale eller forråde. Materialet eller objekterne for hans begærs tilfredsstillelse vil altid i rigeligt mål være til stede, hvis det er nødvendigt for hans udvikling. Der er således absolut intet, der bliver ham nægtet i hans tilfredsstillelse og nydelse af "det dræbende princips" bloddryppende manifestation.

Forrige

Næste