Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1293

1293. Jordmenneskeheden befinder sig således i vendepunktet for den evige gudesøns nedstigning i mørkets regioner. Den er nået til den zone, hvor gudesønnen er længst borte fra sin Fader, borte fra kendskabet til sin egen udødelige og høje identitet, borte fra kendskabet til livets virkelige sandhed, ja, så langt borte fra viden om sig selv og den absolutte virkelighed, at han er blevet en åndelig lazaron, der kun kender dyrets rå og brutale magtprincip i enhver afgørelse og således må "æde sammen med svinene", er et "kosmisk lig", der med sin uvidenheds guddomsfornægtelses dræbende stank forpester alt åndeligt eller virkeligt kosmisk liv omkring sig og er selv ved at kvæle sin fysiske tilværelse i sin blodbesudling af det evige bud: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Myrdende, lemlæstende, skydende, bombende, røvende, plyndrende, skændende, hadende og hånende sin næste er han blevet en altfortærende flamme fra "helvede". Bevidstheden om Guddommen er borte, livet er tilfældighed, og han selv er en "skabt ting". Så langt måtte gudesønnen ned i illusionernes eller mørkets regioner for at blive et "kosmisk lig" eller for at opleve livets modsætning "døden".

Forrige

Næste