Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1295

1295. At "syndefaldet" er en guddommelig anordning og ikke et "djævelsk" påfund er åbenbaret som kendsgerning for os i den omstændighed, at det udelukkende befordres af en organisk struktur, der totalt er indført i gudesønnens liv igennem "Evas skabelse" og den heraf forvandlede "Adam". Vi har set, at denne "forvandling" og den heraf befordrede dræbende tilstand eller modsætning til lyset i sin første fremtræden absolut heller ikke har været noget, der var gudesønnen uvelkomment, men tværtimod netop engang var den absolut nødvendige inspiration og stimulans for livets opretholdelse og var således på samme tidspunkt det højest tænkelige ideal for gudesønnen og det eneste, der gav adgang til et for væsenernes daværende særlige indstilling og sansebegavelse fremtrædende "paradis" hinsides "døden". Dette "syndefald" dækker altså over en foreteelse, en livsform, der i allerhøjeste grad var påkrævet for i det hele taget på dette tidspunkt at kunne give væsenerne paradisisk livslyst og glæde ved at være til. At denne guddommelige foreteelse, denne verdensplanens guddommelige skabelse af betingelserne for et sådant kravs tilfredsstillelse eller opfyldelse, senere i menneskehedens historie og opfattelse har fået "navneforandring", er blevet degraderet til at hedde "syndefald", "helvede" og opfattes som noget, der slet ikke er skabt af Guddommen, men derimod af en "falden engel", "djævelen" eller "slangen", er jo kun en følge af den "død", der allerede var forudsagt som en følge af netop denne "syndefaldets" tilværelsesform eller "nydelsen af kundskabens træ".

Forrige

Næste