Livets Bog, bind 4
Ligesom de levende væsener førtes nedad ved en særlig organisk struktur, således må de også føres opad imod lyset i kraft af en dertil egnet organisk struktur
1297. Men hvorledes skal gudesønnen atter komme bort fra denne sin tilværelse som et væsen, der udelukkende tror om sig selv at være en blot og bar "skabt ting", tilfældigt skabt af tilfældige naturkræfter? - Hvordan skal dette "kosmiske lig", dette "åndeligt døde væsen" atter blive "indblæst" det kosmiske livs ånde, så det igen kan komme op af "dalen" og bestige "lysets tinder" og gøre de her fremtrædende lokale detaljer til daglige oplevelser og kendsgerninger? - Ja, hvorledes kom gudesønnen ned i "dalen"? - Befordredes denne nedfart ikke netop igennem en dertil særlig egnet organisk struktur? - Tror man ikke, at "opstigningen af dalen" ligeledes må befordres af en tilsvarende for formålet egnet organisk struktur? - Har man nogen sinde set, at noget kan udløses, eller hensigter opnås, planer udføres, uden igennem redskaber eller organer? - Nej, absolut ikke. Altså må der således også i livet forekomme en organisk struktur, der kan føre individet lige så sikkert bort fra det dræbende princips mørke dale og op mod lysets højeste tinder, som vi har set, at der eksisterede en organisk struktur, der med usvigelig sikkerhed førte væsenet ned i mørkets kulminerende regioner og sfærer.