Livets Bog, bind 4
Intet under at "Guds udvalgte folk" måtte bringes til at erkende deres selviske "nationalismes" isnende kulde overfor "internationalismens" verdenssamfund
1302. Nej, "Det Gamle Testamente" er således ikke ganske det samme som "Det Nye Testamente". Det er i stor stil en beretning om en mental sfære, hvor "næstekærligheden" endnu er et ganske uforståeligt begreb, og hvor krigens og magtens helteskikkelser udgør de store beundrings- og attråværdige tilbedelsescentrer, er folkets udkårne største idealer. "Det Gamle Testamentes" beretninger er et drama i menneskehedens historie, indenfor hvilket krigen, magten og dødsstraffen endnu er religionens eller moralitetens fornemste dyder. Det er en beretning om et folk, der både havde flerkoneri, slaver og slavinder, et folk, der lige så godt som "hedningerne" undertrykte visse kategorier af dets egne samfundslag, lod dem leve i trældom og underkastelse, ligesom de regnede andre staters eller nationers folk for en slags laverestående væsener, man slet ikke måtte gifte sig med, og med hvilke samkvem kun tolereredes der, hvor dette udgjorde enorme udbyttegivende, forretningsmæssige forbindelser. Intet under, at "Guds udvalgte folk" efterhånden måtte bringes til at erkende deres selviske "nationalismes" isnende kulde i "internationalismens" verdenssamfund. Og er det ikke den samme erkendelse, der senere blev mange andre selviske nationer til del, grundet på deres antipati eller fjendtlighed overfor "internationalismen"? - Hvorfor blev "jøderne", trods tapper kamp og dygtige førende mænd, store profeter, kloge og delvis "indviede" konger, stadig spredt i landflygtighed, mistende al selvstændighed og deres enkelte individer så at sige stillet ansigt til ansigt med eller tvungne til at leve midt i andre landes, andre racers individer, skønheder, sæder og skikke? - Tror man ikke, det var for at knække "nationalismens" selviske indkapsling i og drømme om en "herrefolketilværelse"? - Tror man ikke, det var for at lade dem erfare, at andre nationers, andre racers individer også var menneskelige væsener, hvilket her vil sige: væsener, der også kunne udøve mentale dyder, ja, ligefrem også var væsener, man kunne gifte sig med eller på anden måde komme til at holde af? - Og tror man ikke, det netop var særligt nødvendigt for "Guds udvalgte folk"? -