Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1307

1307. Jo mere "nationalismetilbedelsens" eller "herrefolkebegærets" "ypperstepræster" og "skriftkloge" korsfæster "internationalismens" eller den herigennem repræsenterede næstekærligheds udøvere, desto flere kilder med "det levende vand" åbner de, og desto vældigere strømmer nævnte vand til lavningen. Og "næstekærlighedens" ocean vokser og vokser. Og en dag vil dets lysende væld overskygge hele jorden. I dette ocean kan selviskhedens principper og foreteelser, såsom: "nationaltilbedelse", "herrefolketendenser" eller andre former for selviske doktriner og selviske partidannelser, ikke trives. Her er der kun én livsform, nemlig "internationalismens" tilbedelse eller dyrkelse, hvilket igen vil sige: alle folks erkendelse af alle andre folk som "broderfolk". I "internationalismens" fuldkomne domæne er alle folk kun medlemmer eller undersåtter af én eneste nation, og denne "nation" kan ikke udgøres af mindre end hele klodens menneskehed. Alle klodens nationer eller stater er således kun provinser i en for dem alle fælles og absolut eneste retmæssige, suveræn stat. Denne stat har kun én overhøjhed, én højeste myndighed eller øvrighed. Her er der ingen, der mere kæmper om "herrevældet" eller "herrefolketilværelsen". De anarkistiske, blodige tidsaldre, hvor noget sådant kunne finde sted, forekommer ikke mere. De hører fortiden til ligesom de skyformationer, der jog hen over himlen i går. Og hermed vil de absolut uundværlige ydre rammer for en virkelig "verdensfred" således blive en kendsgerning på kloden. Efterhånden som jorden kommer til at opfylde de her nævnte foreteelser, vil det element, i hvilket praktiseringen af alle de idealer, hvormed den absolutte "næstekærlighed" åbenbarer sig, uhindret blive til total virkelighed og gøre julebudskabet: "fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed" til kendsgerning.

Forrige

Næste