Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1314

1314. Man betragtede altså ægteskabet under den selv samme synsvinkel som den, man betragtede et stykke gods eller guld eller en anden materiel ting under. Denne ting er enten "privatejendom" eller også besiddes den af et andet ophav. Hvis den er ens "privatejendom", har man altså på en eller anden måde fået legaliseret sin "ejendomsret" til tingen, det være sig ved køb af den til den eller den pris, eller ved at man ligefrem har fået tingen foræret. For at adkomsten til "ejendomsretten" over tingen kan være "retsgyldig" eller "autoriseret", kræves det, at man har et bevis for, at man er kommet til tingen på legal måde enten ved foræring eller for betaling. Når dette bevis er udstedt, er tingen ens legale eller retmæssige "ejendom". Men det er jo akkurat det samme princip som det, hvormed man legaliserer et ægteskab, og i kraft af hvilket man kan opretholde sin "ejendomsret" over den anden part i ægteskabet der, hvor kærligheden og dermed troskaben hos denne er ophørt med at være til stede. Man har altså legaliseret ægtefællen som en slet og ret "ejendom". En "vielsesattest" er altså i virkeligheden ikke andet end en slags "købekontrakt", en slags "skøde" over den anden part i ægteskabet. At tingen er et levende væsen, forandrer ikke princippet. "Skødet" giver lovformelig adkomst til visse rettigheder over "tingen" akkurat som i ethvert andet ejendomsanliggende.

Forrige

Næste