Den største part af evnen til at give gaver er endnu et "forretningstalent", der gør en tilsvarende del af sit ophavs "gavmildhed" til en "forretningsmæssig" udfoldelse eller dyrkelse af sit eget "selv"
1315. Men når det højeste og helligste indenfor den jordmenneskelige mentalitet, den gensidige ægteskabelige kærlighed, opfattes analogt med en "handelsvare" og legaliseres ved hjælp af "forretningsprincippets" love, hvilke foreteelser, indenfor samme mentalitet, er så ikke underkastet det samme "forretningsmæssige" princip? -Er ikke den største del af jordmenneskehedens evne til at "give gaver" også en slags "forretningsprincip"? -Den procent af "gaver", der er givet af absolut uselviskhed eller kærlighed, og hvor man ikke venter sig den allermindste form for gengældelse, ja, ikke engang bliver fornærmet, hvis man ikke får "tak", er meget lille.Langt den største part af de "gaver", der bliver givet, er camouflerede "forudbetalinger" for et eller andet, man ønsker og med sin "gavmildhed" håber at kunne lette opnåelsen af.Det er ikke altid, at en sådan giver straks er bevidst i dette motiv for hans "gavmildhed".Det er han forøvrigt heller ikke så meget interesseret i at være.Han vil som regel helst erkende sig selv som den store idealist eller som den "gode", "uselviske" giver.Men hvis han opdager, at hans "gavmildhed" ikke har den hemmeligt tilsigtede virkning, melder den skuffelse og ærgrelse og den heraf affødte indignation imod gavemodtageren sig i hans bevidsthed, der afslører, at "gaven" i allerhøjeste grad var selvisk og dermed i virkeligheden kun en camoufleret "forudbetaling" på en i kraft heraf forventet opnåelse af et begærs tilfredsstillelse."Gavmildheden" hos "gavegiveren" var således kun en camoufleret selvdyrkelse.
Tilbage til forsiden
Forrige