Livets Bog, bind 4
Hvorfor "Det Gamle Testamentes" åndelige struktur affødte det "forretningsprincip", der i dag behersker verden og blev et middel, ved hvilket man kunne camouflere sin overdrevne tilegnelse af livets goder på næstens bekostning
1316. Hele "Det Gamle Testamentes" åndelige eller mentale struktur var således i virkeligheden ene og alene baseret på selviskhedens princip omdannet til materielle love og foreteelser. Dette princip affødte så igen begyndelsen til det "forretningsprincip", der i dag i en altovervældende grad dominerer eller behersker verden. "Forretningsprincippet", der i sig selv er højst guddommeligt, idet det betinger: "samme værdi for samme værdi", i modsat fald ville det jo betyde "snyltning" på samfundet eller tilværelsen, blev således det princip, ved hvilket væsenerne endnu et stykke vej igennem udviklingen kunne camouflere deres temmeligt overdrevne selviskhed, deres begær efter at tilegne sig livets goder på næstens bekostning. Det blev et middel, ved hvilket denne ublu tilfredsstillelse ligefrem kunne camoufleres ned igennem århundreder. Det blev et middel, ved hvilket man ad "rettens vej" kunne lade den endnu ufuldkomne øvrighed besørge og beskytte denne dyriske tilbøjelighed hos jordmennesket. Den ublu tilfredsstillelse af sine overdrevne egoistiske begær, man tidligere måtte tilegne sig ved en åbenlys rå og brutal personlig eller individuel magt igennem de af fortidens religioner forherligede og for opnåelsen af "paradiset" nødvendige mord-, drabs- og undertrykkelsesmanifestationer eller andre krigeriske foranstaltninger, fik altså igennem "forretningsprincippet" en slags åben kanal ind i en højere mental sfære, hvor man officielt begyndte at få en højere guddomsopfattelse, der fordrede mords og drabs afskaffelse og yderligere fordrede, at man hellere skulle give end at tage, ja, ligefrem fordrede, at man skulle elske sin næste som sig selv. Denne guddomsopfattelse og indstilling til næsten var jo for en sådan oldtidsgudsdyrker eller tilbeder af den rå magt og styrke eller tilbeder af blodhævnens og undertrykkelsens guder, en ligefrem uhyrlighed, og for de øvrige jordmennesker indenfor hans stamme, der var mere udviklede og derfor lidt venligere indstillet overfor den ny guds- og moralitetsopfattelse, noget, man ikke sådan ligefrem helt og holdent på stående fod kunne acceptere.