Livets Bog, bind 4
Konsekvensen af "det falske forretningsprincip"
1320. Og da det, som nævnt, er dette sidste princip, der efterhånden er blevet en altbeherskende faktor i den nuværende jordmenneskelige verdensorden, ser vi da også den mest forfærdelige armod, hunger, sult og elendighed visse steder, medens man i tilsvarende grad ser en kolossal ophobning af værdier, rigdomme og livsfornødenheder andre steder, bastet og bundet som urørlig "privatejendom". Adgangen til disse værdier kan altså udelukkende kun ske ved, at man går med til at betale en allerhøjeste pris for det mindst mulige kvantum af nævnte fornødenheder, altså "den størst mulige værdi for den mindst mulige værdi". På denne måde må ethvert individ indenfor den jordmenneskelige almenhed i dag, tvunget af de love, som det selv med sin "stemmeret" har været med til at skabe og autorisere, betale en større eller mindre overpris for hvert eneste stykke brød, ja, for hver eneste mundfuld mad og drikke, som livet måtte kræve for sin opretholdelse. Men det er jo ikke blot de absolut nødvendige, livsbetingende næringsmidler, der således er bundet bag det "falske forretningsprincips" autoriserede love, det er også i allerhøjeste grad de livsvigtige beklædningsgenstande og boliger. Her betales også eventyrlige overpriser, der ligeledes optårner sig som "privatformuer" for enkelte individer. Ja, så vidt går dette camouflerede eller "falske forretningsprincip", at det også har bastet og bundet de enkelte individers legemlige og sjælelige kraft som en fundamental "handelsvare", hvilket i dette tilfælde altså vil sige: som et glimrende objekt for en ublu udbytning, der ligeledes er beskyttet af de statslove, individerne indbyrdes hver især i uvidenhed om den virkelige sandhed eventuelt glødende har underbygget med deres "stemmeret".