Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1340

1340. Og vi har da også set disse hedenske mentale dønninger med stor kraft skylle helt op på det tyvende århundredes strande for der endnu engang med sit, alt selvstændigt åndsliv og højere intellektuel kultur dræbende favntag at kvæle de lyse verdensimpulsers kosmiske stråler. Og en stormflod af blod, tårer, lemlæstelse, død og undergang kom til at gå hen over jorden. Troner vaklede, riger gik under. Kulturen og civilisationen blev til kilometerområder af fællesgrave, ruinhobe og ligbunker. Den mentale himmel formørkedes og menneskene skreg igennem natten op imod den evige Fader: "Hvor er du"? - Og se, da brast den hundredtusindårige hedenske verdensimpuls' sidste giftige stråler. "Dommedagen" var endt. "Fårene" var skilt fra "bukkene". "Dyret" i mennesket gik imod "døden", men "mennesket" i dyret gik imod "opstandelsen". Hen over de jordiske strande begyndte det evige lys nu at funkle i sin overjordiske glans. De mørke kontinenter og have, fortidens blodige valpladser, krigens fællesgrave og ruinhobe begynder at få en himmelsk patina. I et fredens og kærlighedens strålende solskin vil jordmenneskehedens jubel og glæde komme til at blande sig med "de himmelske hærskarers" julesang: "Ære være Gud i det højeste! Fred på jorden! og i mennesker en velbehagelighed!"

Forrige

Næste