Hvorfor alle de "religiøse" og "politiske" samfund ikke forlængst er smeltet sammen til en fuldkommen broderskabets fællesånd eller samhørighed
1344. Hvorfor er de "politiske" og "religiøse" samfund i verden ikke forlængst smeltet sammen til denne broderskabets og fællesskabets ånd og handlemåde? -Det er, fordi de endnu rummer en hel del af den døende mørke verdensimpuls' kræfter, påvirkning og hæmning.De kan ikke pludselig give afkald på den gamle impuls' virkninger, der jo i stor udstrækning endnu forekommer som vanebevidsthed, talenter og anlæg eller som "C-viden" og tilfredsstillelse af begær, de endnu tror eller mener er absolut livsbetingende, såsom "retfærdig harme", "hellig vrede" eller andre camouflerede former for overtrædelse af næstekærlighedsloven eller påbuddet om at "drage sit sværd i skeden", at "vende den højre kind til" osv.I alle disse camouflerede former for overtrædelse af næstekærlighedsloven ser vi endnu den gamle verdensimpuls' hedenske og nedad i mørket førende kræfter.Disse kræfter er jo det eneste, der holder menneskene tilbage fra det kommende "himmeriges rige".Det er disse kræfters virkninger, der efterhånden har forurenet både den rene buddhisme, kristendom og islam, tværet disse store verdensreligioners dyrkere og tilhængere ud i mangfoldige mere eller mindre urene trossamfund, sekter og "politiske" partier.