Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1350

1350. "Syndsforladelsesceremonier" og "nådessakramenter" blev det religiøse "sovemiddel", under hvilket "kommunismen" foreløbig smertefrit kunne rodfæste sine første spæde rødder i den jordmenneskelige, dyriske mentalitet. Og kun lidet anede menneskeheden, at den efter en tusindårig søvn skulle vågne op og se verden fuld af "kommunistiske" templer, skoler og læreanstalter. I århundreder gik man ind og ud af pragtfuldt udstyrede "gudshuse", kirker og katedraler uden at ane, at man her befandt sig i "kommunistiske" templer og lyttede til ord, udsprungne af verdens største "kommunister", verdens største repræsentanter for "fællesskabets ånd", verdens største inspiratorer for næstekærlighed eller kollektivt broderskab. I den mentale søvndrukne eller halvvågne tilstand, man befandt sig, hørte man ganske vist lidt om, hvordan man skulle være god og kærlig ligesom Frelseren, men alt dette blev i virkeligheden kun til en tåget drømmeverden med en diktatorisk "vred" gud, der kun lod sig formilde til nåde og barmhjertighed overfor de "syndende" mennesker ved, at hans uskyldige søn lod sig henrette. Ved at få dette sit sadistiske ønske opfyldt gik denne diktatorguddom med til at "forlade" de virkelige "syndere" eller "forbrydere" deres "misgerninger" og give dem del i saligheden, hvis de da blot tryglede ham lidt derom, inden de døde. I sandhed, ikke nogen særlig opbyggende drøm eller udviklende inspiration for befordring af næstekærlighed, lige så lidt som den heller ikke kunne være noget fundament at bygge jordisk retspleje op på. Tænk, hvis menneskene havde indført dette system i den daglige retspleje. Tænk, hvis man her var lige så sadistisk indstillet og kun forlangte et objekt for sin mordtrang uden hensyn til, om vedkommende var skyldig eller uskyldig. Tænk, hvilket eldorado eller frit spillerum for "forbrydere" der da måtte være i selve "himmeriges rige" eller den zone, hvor væsenerne hellere selv vil gå i døden, end at deres næste skal komme til at lide. Det er da let at se, at menneskene dog delvis har været vågne og delvis har sovet, mentalt set. Men denne "drømmetilstand" er naturligvis tilgivelig, idet den jo er en følge af, at de befandt sig imellem verdens to største kontrære ideologier, i verdens absolut allerstørste moralske vendepunkt, i en afgrund med hadets mørke slimede morads og dødbringende dunster nedentil og kærlighedens og tilgivelsens lysvæld og skønne regioner oventil. At et "mareridt" for det, på mørkets og afgrundens rand endnu svævende jordmenneske her var hændeligt eller måske rettere uundgåeligt, er forståeligt.

Forrige

Næste