Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1354

1354. Disse forskrifter og idealer er således forlængst ophørt med at være blot og bar religiøse trosformularer. De er i den moderne kultur blevet til materialistiske foreteelser, væsenerne ikke kan komme udenom i opretholdelsen af deres daglige liv, deres særlige sociale position og moralske omdømme, ganske uafhængigt af om de selv er religiøse eller ikke. Medens disse forskrifter for jødefolket i Palæstina var "religiøse", er de for det moderne menneske af i dag fremtrædende som "politiske", hvilket her vil sige "juridiske", fysiske forskrifter. Derimod er "Det Nye Testamentes" højeste forskrifter eller Verdensgenløserens fortolkninger af moralske påbud i dag for den moderne civilisations "troende" individer kun at udtrykke som "religiøse". Men også her sker der dette ejendommelige, at interessen for disse nytestamentlige idealer eller påbud degenererer som "religiøs". Tilhængerne af disse idealer vil således efterhånden forlade disse idealers kirker, sekter og øvrige religiøse samfund og gå over til mere verdslige eller materielle interesser. Idealerne er jo nemlig indkapslede i terminologier og ordformer, der ikke ændres sammen med udviklingen eller erfaringsoplevelserne. Ordformerne forældes, bliver utrolige, kan ikke tilfredsstille en psyke, der efterhånden er blevet fyldt med materielle oplevelser fra det daglige liv og de heraf affødte nye spørgsmål, som nævnte ordformer slet ikke er indstillede eller baserede på at skulle besvare. Hvor vidunderlige og fuldkomne nævnte overleverede ordformer end har været overfor den tidsalders menneskers psyke, til hvem de er givet, måtte de dog uundgåeligt være dømte til at blive "forældede" alene af den omstændighed, at den menneskelige udvikling eller erfaringsoplevelse ikke standsede eller blev stående ved det trin, for hvilket nævnte idealers ordformer eller terminologi var tilpasset, men derimod som en permanent rindende strøm stadig gik videre og videre. At ordformerne eller terminologien derfor efterhånden måtte blive altfor ubetydelige og utilstrækkeligt fyldestgørende for senere århundreders menneskehed med hele dens i disse århundreder tilegnede erfaringsmateriale er naturligvis en selvfølge. Og vi bliver da også her vidne til den heraf opstående "materialisme" eller den såkaldte "irreligiøsitet", der netop giver sig udslag i en fundamental "vantro" eller fornægtelse af alle de religiøse overleveringer som udtryk for virkeligheden. Disse overleveringer påberåbes af disse væsener med en større eller mindre berettigelse kun at være udtryk for naivitet og overtro på samme måde som så mangen anden opfattelse fra fortiden, der endnu ikke har fundet sin videnskabelige fortolkning eller analyse. Disse "irreligiøse" væsener overgår derfor til materiel forskning, der jo i virkeligheden kun er en søgen efter den i den forældede terminologi, de overleverede mere eller mindre ufuldkomne "dogmer" "skjulte" eller "tabte sandhed". Og det er denne "tabte sandhed", disse mennesker igen begynder at finde eller mener at finde i form af de "politiske" idealer, herunder også de videnskabelige idealer eller facitter. Disse menneskers religiøse kraft er således, efter at være frigjort fra eller vokset over den "religiøse fortid", nu blevet bundet til en "materialistisk nutid". Deres indstilling er nu ikke mere en "religiøs" dyrkelse af en åndelig tankeforeteelse, de rent intimt havde ved siden af deres officielle daglige materielle interesser. Den er derimod nu helt indgået i eller er blevet ét med disse materielle interesser. Disse er derved blevet "idealiseret". Men denne "idealisering" er ikke stilet eller rettet imod en højere "religiøs" tilstand, men derimod imod en mere fuldkommen eller formentlig mere fuldkommen "fysisk" tilværelse.

Forrige

Næste