Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1355

1355. Denne interesse for "idealisering" af den rent fysisk, materielle tilværelse fremtræder altså for os i den moderne daglige tilværelse under begrebet "politik". "Politik" er således i sig selv kun omdannet "religiøsitet". "Politikere" er altså væsener, i hvem den ortodokse "religiøsitet" mere eller mindre er degenereret til fordel for en "idealisering" af det rent fysiske liv. Det er rigtigt, at denne "idealisering" i mange tilfælde er "selvisk" eller udtrykker en "samfundsforbedring", der kun er beregnet på skabelsen af nogle for vedkommende "politikere" selv særlige begunstigende fysiske forhold, ja, endog undertiden også i tilfælde, hvor disse forhold kan være højst uheldige for andre medborgeres naturlige velfærd og lykke, men dette modbeviser ikke i noget tilfælde, at denne "idealisering" ikke er udrundet af forhenværende "religiøsitet" i disse væseners tidligere liv. Er fortidig "religiøsitet" ikke netop mere eller mindre "selvisk"? - Ser vi ikke netop, at man endog indenfor selve næstekærlighedens religion "kristendommen" igennem dens autoriserede præster og ypperstepræster velsigner krigsredskaberne, kanonerne og påberåber sig Guds beskyttelse for sig selv samtidig med, at man anråber ham om "straf" og "undergang" overfor sine "fjender"? - Man velsigner brugen af det "sværd", som Verdensgenløseren absolut tilrådede at lade blive i skeden. Man ignorerer fuldstændig hans ord om, at "hver den, der ombringer ved sværd skal selv omkomme ved sværd". At soldaten eller krigeren indenfor den "kristne" verden glemmer eller ignorerer disse ord er naturligt, thi han er endnu på et trin, hvor hans bevidsthed eller mentalitet ikke har udlevet idealerne fra forfædrenes hedenskab, men at Verdensgenløserens egne præster, der er "indviede" til at skulle være hans autoriserede højeste repræsentanter for udbredelsen af hans guddommelige visdom og påbud, i hans navn stimulerer hadets tortur og menneskeslagteri, er et forræderi imod Guds sendebud endnu værre end det, Judas lå under for. I kraft af den autoritet til at forkynde næstekærlighedens eller Guds ånds evangelium, der i Jesu navn er givet dem, befordrer og stimulerer de krigens ånd, velsigner hævnens blodbesudling af "fjenden". Tror man ikke, det er at "synde imod den hellige ånd"? - Det er at ønske og håbe for disse præster, at de må komme til sig selv og blive bevidst i deres hellige kald på så tidligt et tidspunkt, at de ikke kommer til at havne i selvmorderens skæbne, således som det engang tidligere er sket med en af Verdensgenløserens svorne repræsentanter.
Nej, de moderne "religiøse" sekter står slet ikke så højt hævet over de moderne "politiske" partier eller bevægelser. Det er let for den udviklede forsker at se, at den moderne "religiøsitet" her mere og mere går over til at blive af materiel natur, bliver mere og mere til "politik". Og der forekommer da også de særegne tilfælde, hvor "indviede" præster ved siden af præstekaldet dyrker fremragende "politik", lader sig vælge eller udråbe som kapacitet indenfor den eller den "politiske" bevægelse. Et mere konkret bevis for "religiøsitetens" omdannelse til materiel, fysisk interesse og manifestation kan vel ikke forekomme? -

Forrige

Næste