Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1359

1359. Dette ideal er ikke noget, der er opfundet eller digtet af mennesker eller af noget andet væsen. Det er selve naturens egen logiske skabemetode. Det er den fuldkommenhed, efter hvilken selve jordens egen skabelsesproces til dato er ført frem til den over al forstand strålende fuldkommenhed, som den repræsenterer der, hvor denne skabelsesproces netop i dag er færdig, og hvor den viser sig som identisk med en uafviselig alkærlighed. Denne skabelsesproces er en alleryderste hensyntagen til alle levende væseners absolutte vel, ja, der kan overhovedet i dens færdige struktur eller plan umuligt forekomme nogen som helst form for en modsat hensigt. Hvor denne plans principper, metoder eller struktur synes at være det modsatte, synes at være alt andet end kærlig, er kun der, hvor strukturen eller planen ikke er ført til ende, og den pågældende skabelse ikke er færdig. Ved at iagttage denne livets eller naturens egen skabelsesmetode kan vi, der hvor denne er færdig, se udtrykket for den allerhøjeste fuldkommenhed. Men den allerhøjeste fuldkommenhed må jo være selve livets og dermed de levende væseners allerhøjeste ideal. Hvilket andet ideal kan være større? - Kan noget menneske, kan nogen vismand eller verdensgenløser påvise noget ideal eller nogen som helst form for fuldkommenhed, der er større, måtte de jo være fuldkomnere end selve Guddommen, der med sin skabelsesmetode har skabt de sanser, i kraft af hvilke de nævnte væsener netop blev i stand til at opfatte og erkende livet og tilværelsen. Men et forsyn eller en guddom, der skaber fuldkomnere eller højere sanser på "Adam" og "Eva" eller de levende væsener end på sig selv, er ikke noget "forsyn" eller en "guddom", men et "fantasifoster". Det er en imaginær forestilling baseret på "tankedril". Thi hvorledes skulle en guddom eller et forsyn forsyne et væsen med noget, nævnte forsyn ikke selv besad? - Evner og begavelse, Forsynet ikke selv besidder eller kender noget som helst til, kan det jo umuligt forsyne andre væsener med. Det bliver således totalt umuligt at erkende de levende væseners skabelsesmetoder og fremtræden som mere fuldkomne end Forsynets eller Guddommens, hvilket vil sige: selve naturens egen frembringelseskunst. Guds skabemetode forekommer altså levende og synlig for os i selve det daglige livs foreteelser, ja, i selve skabelsen af vor egen mentale tilblivelse, i vor egen tankes udvikling fra primitivitet til genialitet.

Forrige

Næste