Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1362

1362. Da det færdige i livet og tilværelsen altid viser sig at være kulminationen af behagsskabelse for dets omgivelser uden derved at skabe ubehagsoplevelse for noget som helst andet væsen, vil det altid stråle som identisk med "harmoni". Det ufærdige vil derimod altid i samme grad, som det er ufærdigt, være til gene eller ubehag for andre væsener, selv om det endog i visse tilfælde kan være til midlertidig behagsfornemmelse for disse eller omgivelserne. Det vil derfor altid stråle som identisk med "disharmoni". I samme grad som jordmennesket derfor bruger det ufærdige som ideal eller rettesnor for sin tanke- og viljeføring og dermed for sin skabelse og fremtræden, må det også være identisk med disharmoni for sine omgivelser. Primitivitet, smerte og lidelse må derfor være dets kølvand i dets bevægelse igennem livet og tilværelsen. Da evnen til at skelne mellem det færdige og det ufærdige udgør en så afgørende faktor i skabelsen af væsenets førelse frem til dets bestemmelse, nemlig, genialitet, glæde og velsignelse for alle dets omgivelser og den heraf følgende skæbnes identitet som harmoni, fred og glæde i dets eget indre, er det ikke så mærkeligt, at jordmenneskeheden her har været indstillet på at tro på de store profeter, vismænd og verdensgenløsere. Disse væsener har nemlig, grundet på deres højere alder i indeværende udviklingsspiral i en højere grad end almenheden været i stand til at skelne det færdige fra det ufærdige i jordmenneskenes liv og omgivelser. De har derfor kunnet docere for de samme væsener, hvad der var færdigt, og hvad der var ufærdigt, og dermed hvordan de burde tænke og handle for at komme i kontakt med det færdige i livet og tilværelsen og opnå harmonien, freden eller "himmeriges rige".

Forrige

Næste