Livets Bog, bind 4
Den ny verdensepokes højeste idealer
1364. Kristusmentaliteten er altså det samme som næstekærlighedens kulmination. Men næstekærlighedens kulmination er jo igen det samme som dette: udelukkende at leve for at tjene og ikke for at lade sig tjene, det er udelukkende for hellere at give end at tage, det er for at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, det er for hellere selv at ville dø, end at andre skal udsættes for den af almenheden endnu så frygtede foreteelse, det er udelukkende for at elske sin næste som sig selv. Vi har således her for os den nye verdensepokes højeste idealer eller de forskrifter, hvorefter den guddommelige skabelsesproces foregår omkring os i naturen. Det er således ikke noget ideal for jordmenneskene, fordi Kristus har åbenbaret det, men derimod udelukkende fordi, det viser sig at være selve livets mening og hensigt med menneskene. Kristusmentaliteten er altså målet. Den er det færdige resultat med hensyn til fuldkommen tænkning, viljeføring eller handlemåde. Tilsynekomsten af denne mentale tilstand viser os den mentale harmoni, fred og fjernelse af frygt for døden, som i dag er objektet for den moderne åndsforskers eller det intellektuelle jordmenneskes inderste længsel, lønligste begær eller attrå.