Livets Bog, bind 4
Alle væsener må igennem det samme kvantum lidelser for at kunne blive det samme fuldkomne menneske
1368. Krigens eller ufredens struktur er således ikke begrænset til de enkelte mentale vulkanske udbrud, vi i almindelighed kalder "krig", hvor to eller flere nationer er i konflikt med hverandre. Den er en tilværelsessfære, en hel verden eller zone, i hvilken alle levende væsener må omformes fra "dyr" til "menneske". Hvor meget denne krigszone eller bloddryppende sfære har kostet jordmenneskene af organismer, lidelser og tårer er udenfor al almindelig tankemæssig opfattelse. Når der i de gamle profetier om "dommedagen" står, at "tredjedelen af træerne opbrændtes, og alt grønt græs opbrændtes, og tredjedelen af havet blev til blod, og at tredjedelen af skabningerne i havet, som havde liv, døde, og tredjedelen af skibene blev ødelagt, samt en tredjedel af menneskene skulle blive slået ihjel", er det naturligvis ikke en talmæssig fortegnelse over de ulykker og lidelser, de mord og drab, der virkelig har fundet sted, og de, der endnu vil blive udløst af nævnte mørke sfære i jordzonen. Hvis det kun var en tredjedel af jordmenneskeheden og en tredjedel af materien, det "grønne græs, skibene" osv., der fysisk skulle gå under, hvad så med de andre tredjedele af jordmenneskeheden og materierne? - Hvordan skulle udviklingen såvel indenfor materierne som indenfor jordmenneskeheden da kunne finde sted? - Jordens materielle udvikling er jo udelukkende foregået ved en stadig tilintetgørelse af forældede materieformer til fordel for disses omskabelse til nye former. Hvordan tror man verdens planterige i dag ville have set ud, hvis kun en "tredjedel" af dette skulle have været underkastet udviklingens tilintetgørelse af gamle former til fordel for skabelsen af nye og fuldkomnere former? - Og hvis det kun var en "tredjedel" af jordmenneskene, der skulle gennemgå udviklingens reaktioner eller den mørke sfæres lidelser, hvad så med de andre to tredjedele af jordmenneskene? - Skulle de forblive holdt nede i primitivitet og uvidenhed? - Uden oplevelse af krigens zone eller det dræbende princip i alle dets faser, ville en udvikling jo være totalt umulig for jordmennesket. Men når alle mennesker i nævnte zone er væsener, der er under forvandling fra "dyr" til "menneske", er de jo genstand for det samme mål. Men når de skal blive det samme, må de naturligvis ligeledes alle hver især opfylde betingelserne for at kunne nå dette mål. Men da betingelserne for at blive et "fuldkomment menneske" netop er oplevelsen af mørkets zone i alle dens faser, vil det altså sige det samme som, at alle jordmennesker må igennem det samme kvantum lidelser for at kunne blive det samme "fuldkomne menneske". Hvis der var nogen mulighed for, at blot nogle enkelte individer eller en tredjedel af menneskene behøvede at gennemgå lidelserne, medens de to andre tredjedele ikke behøvede at gennemgå disse og endda kunne blive til "fuldkomne mennesker", måtte der være en fejl i udviklingen eller den guddommelige verdensplan. Den ville ikke være "guddommelig", men derimod være en åbenbaring af en skrigende hundrede procents "uretfærdighed". Men en sådan fejl forekommer ikke i den guddommelige verdensplan. Hvordan skulle dette vel gå til? - Verdensaltet eller den guddommelige verdensplan er ikke en kombination af fejl og ufuldkommenheder, men en kulmination af den logik, der betinger at "alt er såre godt".