Livets Bog, bind 4
Jorden er færdig og venter med overdådige rigdomme og betingelser i jordmenneskets favør, men jordmenneskene mangler "næstekærlighed"
1382. Men en "politik", der skal fjerne alle disse snavsede og stinkende pletter fra kulturen eller samfundslegemet kan udelukkende kun være én eneste ting, nemlig - "næstekærlighed". Alle ovennævnte foreteelser og skavanker i samfundets daglige liv, er jo netop alle uden undtagelse en følge af manglende "næstekærlighed". Gennem vore analyser her af mørket har vi set, at hele universet så at sige befinder sig i vægtskålen til fordel for "næstekærligheden" som fremtidens løsning eller "fredens" indtog på jordens områder. Viste ikke de millionårige skabelsesepoker sig at være en sammenhængende logisk proces? - Førte denne proces ikke jordklodens fortidige ildmasser frem igennem en afkølingsproces og fortættelse til en fysisk verden, tjenlig for et animalsk liv, der kan begynde at tænke Guddommens tanker efter? - Er denne verden i dag ikke en strålende klode med alle de bekvemmeligheder og fortrin, der til overdådig grad overstiger det, der er nødvendigt, for at hvert enkelt af dens levende væsener kan leve fuldkomment lykkeligt og sorgfrit, såvel fysisk som sjæleligt eller åndeligt? - Har de ypperste eller de i denne skabelsesproces længst fremskredne væsener ikke til fulde fået evne til at beherske materien? - Er de ikke netop i stand til at bringe elementerne til at arbejde for sig? - Er det ikke i stigende grad således, at jordmennesket blot behøver at løfte en finger mod en knap eller fotocelle på en instrumenttavle, og vældige kraftmaskiner sætter sig i gang og bringer lyset til at skinne i tusinder af hjem og yderligere gør natten til dag på tusinder af gader, veje og stier? - Kan jordmennesket ikke på samme måde lukke vinterens kulde ude fra sit hjem og bevare en evig sommer med blomsterflor og dufte i sine stuer plus alle de andre tekniske og kemiske vidundere, jordmennesket besidder i form af beherskelse af materien? - Tror man ikke, der er elektricitet nok i verden til alle mennesker? - Tror man ikke, der kan blive maskinkraft nok til alle mennesker? - Er der ikke føde nok, er der ikke varme nok til alle mennesker? - Kan jordens frugter og markernes grøde kun slå til til nogle enkelte mennesker? - Er der også kun kul, metaller og olie til en lille brøkdel af jordens beboere? - Er der så få råstoffer og materialer, at der kun kan blive jernbaner, dampskibe, flyvemaskiner og biler til en lille serie af jordens to milliarder mennesker på det fysiske plan? - Tror man, det er livets mening, at en vis part af jordens mennesker skal blive ved med at leve i primitivitet, skal blive ved med at leve i naturmenneskets hjælpeløshed overfor materien? - Tror man, at jorden er så fattig på materialer for den tekniske og kemiske udvikling, at denne udviklings vidundere kun er for en særlig lille klike mennesker? - Forekommer der ikke bjerge af råstoffer, metaller eller mineraler? - Er der ikke overdådige betingelser for trivsel af planteverdenen med dens ernæringskilder for menneskene? - Er det ikke en latterlig tanke, at jorden rummer to milliarder mennesker, men kun skulle have føde, klæder og levemuligheder for en brøkdel af dette antal? - Tror man de forudgående millionårige logiske skabelsesprocesser kun har haft en så ynkelig fiasko til endemål? - Ja, det er rigtigt, at foreløbigt er det kun en brøkdel af jordmenneskene, der nyder de særligt raffinerede goder, som den tekniske og kemiske udvikling har bragt. Ja, denne brøkdel af jordmenneskene har ligefrem monopol på disse goder. Men at det kun er en brøkdel af jordmenneskeheden, der i særlig grad kan nyde godt af udviklingens vidundere, skyldes absolut ikke dette, at jorden ikke har råstoffer eller materialer nok. Tværtimod, der er endog i jordens beholdninger en sådan overdådighed, at der ikke alene er rigelige mængder til det daglige livs almindelige behov, men der er også nok til den kolossale ødselhed med materialerne, den ødelæggelsesproces, som en moderne krig afstedkommer. Er der da ikke arbejdskraft nok til at udføre den forvandlingsproces, der skal omforme råstofferne til disse tekniske og kemiske vidundere, til maskiner, føde og klæder? - Jo, foruden at maskinerne mere og mere overtager en større og større part eller brøkdel af denne forvandlingsproces, er der jo tusinder og atter tusinder for ikke at sige millioner af mennesker, der er ledige, og som netop sukker og stønner under denne arbejdsløshed. Menneskeheden har således et overdådigt overskud af råstoffer, materialer og millioner af ledige hænder, der plus maskinerne kan omforme materien til nye enorme mængder af tekniske og kemiske livsgoder, således at alle mennesker på jorden kunne få del i disse. Hvorfor bliver disse hænder da ikke sat i gang? - Hvorfor bliver de umådelige mængder af materialer, jorden rummer, ikke omformet, så de kan blive til nytte, glæde og velsignelse? - Hvad er det, der mangler? - Ja, er det ikke her igen synligt, at det kun er én eneste ting, der mangler, nemlig - "næstekærlighed"? -