Hvis det levende væsen aldrig nogen sinde skulle blive i stand til at opleve konkrete svar på spørgsmålet om de evige fakta, dets jegs dybeste hemmelighed og identitet osv.
1384. "Næstekærlighed" er altså den allerhøjeste form for mental og legemlig kunnen.Den er selve kulminationen af livets oplevelse.Og dermed får de mange millionårige udviklingsepoker i jordens historie deres selvfølgelige og urokkelige mening.Hvordan skulle vel ellers hele dette udviklingspanorama få mening? -Til hvad nytte denne vældige, logiske skabelsesproces, der har været i stand til at omforme glødende, flammende, flydende ildmasser til et med så umådelig rige og for al menneskelig lykke udstyrede geniale betingelser fremtrædende himmellegeme som det, vor klode udviser, hvis dette kun skulle være bolig for levende væsener eller en menneskehed, hvis sansemæssige kapacitet aldrig skulle blive af en større udstrækning, end at den i sig selv måtte være den værste uoverstigelige hindring for væsenernes egen forståelse, udnyttelse og nydelse af disse betingelser og rigdomme? -Tror man, at Forsynet har brugt alle disse millionårige epokers bearbejdning af naturkræfterne for kun at skabe et levende væsen, der er sin egen værste fjende og med så ringe en intellektuel kapacitet, at dets idealer er "dødsstraffe", lemlæstelse og undergang for andre levende væsener, og hvor virkelig "næstekærlighed" kun kan opfattes som - "abnormitet"? -Når kloden er udstyret med så overdådige betingelser for skabelsen af menneskelig kultur og lykke, som tilfældet er, tror man så ikke, målet med dette må være en menneskehed, der virkelig får fuld evne og begavelse til at leve i disse rigdomme og nyde den heraf følgende totale velsignelsesrige lykke og glæde, der under begrebet "fred" allerede er alle jordmenneskers inderste attrå eller dybeste længsel? -Eller tror man, at Forsynet har brugt alle disse millionårige epoker for kun at udvikle et væsen, hvis mentalitet i dag er et eneste stort og brændende spørgsmålstegn, et væsen for hvem alt omkring det, livet, naturen og det selv udelukkende kun er "mystik", et væsen, der absolut ikke kender sit eget jeg eller sin evige udødelige natur, men tror sig ét med materien og derfor spørger: "Hvad, hvem og hvor er jeg"? -Når Forsynet har sat så umådelig en skabelsesproces i gang som den, vi har set, jorden igennem tusinder af millioner af år har været underkastet, kan det vel ikke kun være for at skabe et væsen, der er fyldt med et glødende begær efter at vide besked med sig selv, livet og tilværelsen uden nogen sinde at skulle få svar? -Et brændende spørgsmål er jo et ligeså brændende begær.Tror man elementernes omformning eller kredsløb fra ildtilstand til mineralsk, vegetabilsk og animalsk tilstand igennem de umådelige tidsrum kun fandt sted for at skabe et væsen med et begær, der aldrig nogen sinde skulle tilfredsstilles? -Den guddommelige skabelsesproces' yderste resultat eller endemål skulle således kun være et, kosmisk set, naivt, uvidende væsen, der lige akkurat er så meget hævet over en total sovetilstand eller bevidstløshed, at det kan føle sin kosmiske naivitet eller uvidenhed som en gene, en pine, det ingen som helst mulighed har for at blive af med, idet svaret på dets brændende spørgsmål eller begær efter at vide besked med livet kun er det håbløshedens udtryk: "Guds veje er uransagelige".I sandhed, et noget fattigt resultat.Til hvad nytte denne skabelse i væsenets bevidsthed af et begær efter noget, der ikke findes.Hvis dette er det endelige resultat af den guddommelige skabelsesproces, er jo alle jordens mennesker, kosmisk set, abnorme væsener.De martres i et mentalt begær, overfor hvilket der absolut ingen tilfredsstillelse er.En guddom, der befordrer levende væsener over i en sådan tilstand, kan heller ikke være normal.Hvis de levende væsener aldrig nogen sinde skulle blive i stand til at få virkelige konkrete svar på spørgsmålene angående de evige fakta, deres jegs dybeste hemmelighed, deres eksistens' identitet som timelig eller evig, hvis det levende væsens sande kosmiske herkomst eller identitet og Guddommens eksistens evigt skal være noget, det er umuligt at få svar på, er Guddommen eller ophavet til al den logiske, millionårige kæmpeskabelse kun en åbenbaring af "perversitet", "sadisme" og hans værks dybeste mission en evig tortering eller martring af de levende væsener.Hvordan kan en udviklingsproces, der udelukkende fører væsenerne frem til at opfatte hele tilværelsens højeste struktur som "mystik", som et spørgsmål, man hungrer og tørster efter at få besvaret, et begær man altså aldrig kan få tilfredsstillet, et ønske som aldrig kan opfyldes, være andet? -
Tilbage til forsiden
Forrige