Hvis "Guds veje" virkeligt var "uransagelige", eller hvorfor de fortidige verdensriger eller kulturer har været kolosser på lerfødder og derfor har måttet synke i grus
1385. At afslutte det levende væsens millionårige udviklingsbane med begrebet "Guds veje er uransagelige", må være nedslående for verdensaltets største Skaber, thi det vil jo være det samme som, at Skaberen aldrig nogen sinde kan blive i kontakt med sit eget liv, (de levende væsener er jo Guds liv, hvad andet skulle vel kunne udgøre dette?).Men når Guddommen eller Skaberen ikke kan komme i kontakt med sit eget liv, kan dette liv, hvilket altså vil sige: de levende væsener, heller ikke komme i kontakt med Guddommen, Skaberen eller Forsynet.Begge parter må således i virkeligheden udgøre to døde parter i samme organisme.Guddommen og de levende væsener måtte i al evighed gensidigt kun sanse hinanden som uvirkelighed.Men således kun at kunne sanse "virkeligheden" som "uvirkelighed" er jo det samme som aldrig nogen sinde at kunne opleve den absolutte "sandhed".Men derved ville jordkloden, de millionårige skabelsesepokers sidste store resultat og endemål, således kun være en verden uden noget virkeligt mentalt lys og dens levende væsener en region af kosmiske blindebukke.Tror man, dette facit nogen sinde kan blive i kontakt med de virkelige på studiet af nævnte udviklingsepokers førende detaljer baserede kendsgerninger? -Tror man, det er denne "blindebukketilværelse", der er "Guds billede i hans lignelse", og denne håbløse mørke tilværelseszone der er "himmeriges rige"? -Hvem kan leve på en sådan livsopfattelse eller verdensanskuelse? -Vil denne kunne accepteres af andre væsener end netop dem, der vandrer trygt dér, hvor engle ikke tør træde? -Nej, det er ikke så mærkeligt, at verdens hidtil største kulturer og verdensriger alle uden undtagelse har måttet synke i grus, er blevet til sand i ørkenen.De har alle været kolosser på lerfødder.
Tilbage til forsiden
Forrige