Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1394

1394. Og er det ikke lige så ejendommeligt, at man i intet som helst af det, der er indenfor synsvidde i det enkelte levende væsens lille døgnflueliv eller livsglimt, der hedder et "jordliv", kan finde noget som helst tilsvarende i den samme skabelsesplan. Her viser det sig, at der ikke er én eneste foreteelse, der ikke opfylder en eller anden virkelig og absolut nyttig mission. Er ikke de levende væseners øjne til for at give sit ophav synet? - Er ikke dets lugte-, smags- og føleorganer til for på samme måde at være til uundværlig brug for sit ophav? - Er ikke enhver lille normal foreteelse ved de levende væseners organismer, såvel indenfor planter og dyr, som indenfor jordmenneskets terræn, således til nytte som uundværlige organiske foreteelser? - Er ikke honning en dejlig spise for bierne, og er ikke den vegetabilske verdens ædleste frugtkød lige så dejlig en spise for mennesket? - Er ikke regnen til nytte lige såvel som solskinnet? - Er ikke oceanets eksistens lige så uundværligt for en med jordmennesker beboet verden som kontinenterne? - Hvor findes der nogen normal og af et jordmenneske uberørt foreteelse i det vældige skaberværks virkelig praktisk tilgængelige detaljer, der ikke er til nytte? - Hele det store skaberværk er altså i sine mikroskopiske detaljer til hundrede procents nytte, hvad det jo også må være, thi hvordan skulle ellers jordkloden være blevet en så strålende frembringelse, en så strålende verden for animalsk liv, som den netop er? - Detaljerne i denne vældige millionårige frembringelse, vi kalder "universet", er således i sine mikroskopiske eller hårfine detaljer til hundrede procents nytte i helhedens vel, i helhedens tilblivelse, og uden hvilken omstændighed den altså umuligt kunne være blevet så fuldkommen, som den netop er. Men denne helhed selv, det færdige resultat, er i bogstavelig forstand til ingen som helst nytte, fordi der er intet som helst øje til at se den og intet som helst øre til at høre den, eller rettere sagt intet som helst levende væsen til at skue den i ren praktisk, fysisk oplevelse. Et levende væsen, der er blevet til og igen skal dø, kan umuligt opleve eller overskue - "evigheden". Det kan kun rent praktisk, fysisk overskue det lille sekund af evigheden, som dets fysiske jordliv repræsenterer, ligegyldigt om dette så end måtte være hundreder eller tusinder af år. Nævnte jordliv vil altså umuligt kunne ændre noget i den tåbelighed, som dette verdensbilledes helhed repræsenterer eller udviser i forhold til den hårfine og næsten over al forstand fremtrædende logik, alle dets mikroskopiske detaljers enkeltheder er bygget op efter, og som netop er tilgængelige for de levende væseners iagttagelsesevne indenfor deres lige så mikroskopiske livsform eller jordliv. Er det ikke mærkeligt, at de mikroskopiske detaljer i helheden af nævnte skaberværk er hundrede procents logiske, medens det færdige skaberværk eller helheden er hundrede procents nytteløst? -

Forrige

Næste