Ved "krigens" eller ukærlighedens inderste kilde eller udspring
1395. Er det ikke en trøst, og skaber det ikke et lille håb om, at det færdige resultat må have et andet facit, at det, der ses af dette skaberværk i absolut praktisk, fysisk sansning viser sig at være hundrede procents nyttigt, medens det, der viser sig som aldeles unyttigt eller tåbeligt, altså helheden, kun er et abstrakt, et teoretisk syn, hvilket igen i virkeligheden vil sige: kun er ren - fantasi? -De levende væseners rent praktiske eller absolutte syn viser altså verdensaltet som absolut nyttigt, som absolut logisk, medens deres abstrakte syn eller fantasievne viser verdensaltet som absolut tåbeligt.Er det ikke her let at se, at der er noget, der er galt, der er foreteelser her i denne jordmenneskets opfattelse, der himmelråbende modsiger hinanden.Der er noget i væsenets mentalitet, der viser, at verdensaltets mikroskopiske detaljer er hundrede procents logiske, hvilket vil sige, at de kulminerer i fuldkommen fremtræden, medens der er noget andet i det samme væsen, der viser, at verdensaltets helhed er hundrede procents ulogisk, hvilket vil sige: kulminerer i tåbelig eller abnorm fremtræden.Men hvordan kan et sådant væsen være identisk med "fred", når dets livs- eller verdensopfattelse og dermed dets sind er en splittelse, er en kamp imellem to kontrære erfaringer? -Tror man ikke, at man her er ved "krigens" eller "ukærlighedens" inderste kilde eller udspring?
Tilbage til forsiden
Forrige