Livets Bog, bind 4
Et uæstetisk verdensbillede. Det er på tide, at jordmenneskeheden får revideret sin verdensopfattelse
1397. Men selv de væsener, der lever i dag, kan jo kun se denne udviklingsproces, denne forædling af de levende væsener og deres omgivelser igennem gravfund, igennem overleverede skeletter, døde ben og rester af forrådnelse. De ser endnu kun helheden igennem ligfund, igennem dens aske og høvlspåner. Men tror man, at verdensbilledet, de millionårige epokers resultat kun er skabt for at skulle ses igennem en mødding? - Tror man, det er meningen, at verdensbilledet kun skal kunne opleves igennem dets ekskrementer, dets afføring, dets transpiration og uddunstninger? - I sandhed, et noget uæstetisk verdensbillede. Tænk, hvis den samme lov var gældende for de rent jordmenneskelige skabelser eller frembringelser. Her ser man dog ikke en by igennem dens kloakker og lossepladser, ligesom vi dog heller ikke ville være særlig lykkelige ved blot at kende hinandens eksistens gennem vort snavsede linned, aflagte tøj, vore legemlige ekskrementer og uddunstninger. Men hvorfor så tro at man skal være afhængige af eller henviste til så drastiske og uæstetiske forhold i vor oplevelse af livets største og mest fuldkomne skaberværk? - Ligger det ikke i alle normale menneskers natur at vise deres pæneste og bedste side udad mod omgivelserne. Er vore hoveddøre, haller og forstuer, festsale og saloner ikke netop beregnede som pyntelig facade og behagelig velkomst og modtagelse for vore gæster, medens vore baggårde derimod er beregnede som rum for skarnbøtter og andre mindre flatterende foreteelser? - Det er dog ikke denne baggårdsfacade, vi ønsker at skilte med, ligesom vi heller ikke går med vrangen af vore klæder udad. Hvorfor skulle denne lov, som i sig selv er en så gennemgribende og altbestemmende normalitet i de levende væseners daglige liv, være totalt sat ud af spillet overfor verdens største produktion og frembringelse, livets største kunstværk eller den allerhøjeste manifestation af liv? - Hvorfor skulle dette liv være noget, man kun skulle kunne se eller erkende igennem dets kloakker? - Tror man ikke, det er på tide, at jordmenneskeheden kommer til at få revideret sin verdensopfattelse og får sit syn på verdensbilledet i kontakt med den logik, som dette verdensbilledes lokale mikrodetaljer alle udviser i "nærbilleder", og som er tilgængelige for det normalt, intellektuelt udviklede jordmenneske som et rent praktisk, fysisk syn? -