Livets Bog, bind 4
Hvis det levende væsen er et produkt af "tilfældighed", er det vanskeligere for samme væsen at blive til, end det er at trække en gevinst i et lotteri, hvis antal af gevinster kun er én i forhold til millioner af nitter
1406. At det eller det strålende geni er kommet til verden, har udløst den eller den enorme faktor i kultur og udvikling for menneskeheden, skyldes altså udelukkende kun en "tilfældighed". Begivenheden er kun et vindpust i skoven, et blad, der falder til jorden under efterårsstormene, en regndråbes fald under tordenbygen. Ja, hvor er der noget i naturen, der da ikke er "tilfældighed"? - Men tænk, hvor må der gå mange kræfter til spilde, når "det", der oplever, når "det", der er livet, kun er et produkt af "tilfældighed", altså en reaktion af materialers skødesløse henkasten mellem hverandre. Når man tager i betragtning, hvilken mangfoldighed af stoffer og energiformer naturen eller materiehavet repræsenterer, og at der, for at et levende væsen kan fremstå, fordres en særlig meget hårfin og nøjagtig konstellation af en serie særlige bestemte stoffer eller materier af disse millioner og atter millioner af materier, må det være sværere for det levende væsen at blive til, end det er for et menneske at trække en gevinst i et lotteri, hvis nitter tælles i millioner for hver enkelt gevinst. Hvad er den smule nitterprocent, som benyttes i et almindeligt lotteri ved siden af den "millionprocent" af nitter, der i naturen må overvindes, for at et levende væsen kan opstå? - Sikken et enestående "held" naturen må have, siden den i et så vanskeligt lotteri, hvor nitterprocenten ligger på så højt et tal, ikke desto mindre kan udtrække gevinster (de levende væsener) i millionvis. Der synes ikke at være mangel på levende væsener.