Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1416

1416. Og spænder dette gigantiske panorama ikke lige fra universets yderste egne eller fjerneste solbyer hundrede tusinder og atter hundrede tusinder af lysår borte og lige ind i funktionen i vor egen organisme? - Er det ikke her den samme skabelse, den samme omformning af materier til fordel for skabelsen af beboelighed for intellektualitet i kød og blod? - Men når denne vældige overvægt eller denne gigantiske del af vor samlede sansehorisont er hundrede procents "kærlighed", hvorfor skulle så ikke også den i forhold hertil så lille mikroskopiske usynlige del af samme horisont, som strækker sig fra vor organfunktion og ind i vort jeg eller vilje, ikke også være beregnet på at skulle være i kontakt med den samme "kærlighed"? - Er det ikke soleklart, at det må blive svært, ja, ligefrem livsfarligt, for mikroben at gå imod universet? - Hvordan kan fnugget gå imod vinden? - Må ikke enhver vilje, der går imod universet, komme til kort? - Men det bliver ikke universet, der går under ved et sådant viljesammenbrud, men derimod individets velbefindende. Hvordan tror man mikroben kan blive ved med at lyve, når hele universet taler sandt? - Hvordan tror man, mikroben kan blive ved med at hade, når hele verdensaltet elsker? - Og er dette, ikke at elske sin næste, ikke det samme som at gå imod verdensaltet og dermed imod selve livet? - Hvad er det, vi ser i form af de krigsførende individer og magter? - Er det ikke mikrober i kamp med verdensaltet? -

Forrige

Næste