Livets Bog, bind 4
Er jordmenneskene ikke ved at "uddrives" af deres nuværende seksuelle "paradis" i kraft af "slange" og "forførelse"?
1422. Og jordmennesket er absolut ingen undtagelse, heldigvis, thi i så fald ville menneskehedens største førere, profeter og verdensgenløsere igennem tiderne have været livets allerstørste bedragere. I årtusinder er jordmenneskeheden blevet ført og atter ført af disse væsener fremad og opad over ganske, næsten umærkelige, små mentale trin. De har modarbejdet Moseloven, så godt som de med deres intellektualitet og væremåde har formået. Ja, har ikke hele deres påvirkning, udtalelser og forskrifter koncentreret sig i det ene og store påbud: "Du skal elske din næste som dig selv"? - Et sådant påbud er dog skrigende umoralsk overfor Moselovens eller fortidens moralitet. Det siger nemlig ikke, "du skal elske din ægtefælle som dig selv", men det siger derimod "næsten". Og denne "næste" kan jo ligeså godt være et væsen af samme køn. Men at påstå, at en mand skal elske en anden mand ligeså højt, som han elsker sig selv, vil jo være at "forføre" ham til at elske denne mand ligeså højt, som han ellers kun plejer at elske en kvinde. Og det gør jo ikke sagen bedre, at en kvinde ligeledes skal elske en anden kvinde ligeså højt, som hun ellers plejer at elske en mand. Men ikke desto mindre er det denne "forførelse", der nu i årtusinder har påvirket jordmenneskene. Mon nævnte væsener ikke her påny er ved "slangen" i "paradisets have"? - Og mon ikke denne "forførelse" ligesom den bibelske fører til "uddrivelsen af haven" og til "døden"? - Er det ikke "paradisbegivenheden" om igen, vi her er stillet overfor? -