Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1427

Verdensgenløserne eller menneskehedens største førere er ikke "forførere", men er til den allerstørste velsignelse, selv om deres mission på et vist tidspunkt er at befordre "dyrerigets undergang" i væsenernes mentalitet og de her under henhørende seksuelle foreteelser

1427. At verdensgenløserne eller jordmenneskehedens allerstørste repræsentanter såvel som de førende forskrifter i "Bibelen" har peget på næstekærligheden, humaniteten eller "det gode" som det absolut nødvendige for jordmenneskehedens opnåelse af fred, hvilket vil sige: kulminationen af den naturlige glæde ved at være til, er således her synligt som - ikke "forførelse" - men som en allerhøjeste velsignelse. At denne føring og dragning af jordmenneskene hen imod en optræning og udvikling af alkærlighed bliver en undergang og død for det "paradis", som fremtræder i form af "dyreriget", og som betinger, at en mand skal være "ét kød" med sin hustru, og "at hver den, som ser på en kvinde for at begære hende, allerede har bedrevet hor med hende i sit hjerte" og yderligere beordrer dødsstraf for kærlighed eller en dybtgående sympatisk følelse overfor væsener af eget køn, er naturligvis en selvfølge. Det "paradis", der er baseret på en altbeherskende forelskelse i det modsatte køns væsener med en tilsvarende jalousi, skinsyge, had og den deraf følgende krig mod sit eget køns væsener, må således gå under i jordmenneskets mentalitet, før det totalt kan opfylde kærlighedsloven eller udfoldelsen af kærlighed til alle væsener og dermed opfylde "Bibelens", "Det Nye Testamentes" eller Verdensgenløserens påbud.

Forrige

Næste