1431. Men hvorfor forbander eller kritiserer og forfølger jordmenneskene således disse "paradismanifestationer", som dog i realiteten er guddommelige begivenheder, de efterhånden selv slet ikke kan leve foruden, ja, som i virkeligheden udelukkende er indført i verden i kraft af deres egne begær, lyster og længsler? - Ja, for at forstå dette må man jo først gøre sig klart, hvad en "paradismanifestation" i virkeligheden er. "Paradiset" er i virkeligheden udtryk for kulminationen indenfor hvert af spiralkredsløbets seks riger eller tilværelsesformer. Denne kulmination er igen den tilstand, i hvilken flertallet af et sådant riges individer er i hundrede procents kontakt med det samme riges love. Men da et mentalt rige, såsom "dyreriget", "menneskeriget" eller et andet af spiralkredsløbets riger kun er et begrænset afsnit i kredsløbet, og de levende væsener skal passere hele kredsløbet, kan de ikke forblive i et enkelt af disse riger. De bevæger sig altså udviklingsmæssigt igennem alle seks riger, alt efter begær og mættelse. Således begærede "Adam" og "Eva" at spise af "kundskabens træ", hvilket er "dyrerigets" eller det dræbende princips manifestation. Men da de var "lysvæsener" og ikke kunne blive "mørkevæsener" eller "dyr" øjeblikkeligt ved et mirakel, men måtte udvikle sig frem til den "dyriske" tilstand eller til indtil hundrede procents at kunne opfylde "dyrerigets" love, måtte de i den første periode af nævnte rige, hvor de endnu i stor udstrækning var "lysvæsener", men også, på grund af deres begyndende "nydelse af kundskabens træ" eller dyrkelsen af materien, var blevet "dyriske" væsener, være i disharmoni både med "lysriget" og "mørkeriget". At blive i kontakt med "mørkeriget" eller "dyreriget" var jo målet, var tilfredsstillelsen af deres store begær. Og så længe dette endnu ikke var tilfredsstillet, kunne de jo umuligt føle sig tilfredse eller lykkelige. Fra den første spæde begyndelse af "nydelsen af kundskabens træ" og indtil de helt kunne praktisere "dyrerigets" love som automatfunktion, måtte tilværelsen derfor i princippet udgøre en modsætning til "paradiset", nemlig "helvede".
      Men efter at have opnået fuldkommenheden i at kunne opfylde "dyrerigets" love og den heraf følgende mættelse af denne manifestationsform eller oplevelsen af "mørkets paradis", måtte deres begær jo blive en modsætning til begæret efter mørket. Det måtte blive begæret eller hungeren efter "lyset". Og alt, hvad der kunne stimulere og inspirere til "lysmanifestation" eller det såkaldte "gode", blev moral og autoriserede idealer, medens alt, hvad der endnu udløstes af "dyriske" tendenser eller manifestationer, her måtte fornemmes som hæmninger i opnåelsen af den fuldkomne "lysmanifestation". At man ikke blev særlig sympatisk stemt overfor de mørke manifestationer, som efter kulminationsområdet jo kun kunne betragtes som "umoral" og hæmninger, er ganske selvfølgeligt. Og det skyldes denne antipati, at den bibelske "paradisbegivenhed" nu hedder "syndefald" med "slange" og "forførelse". Jordmenneskehedens nuværende moralbegær eller ideal er jo "lysmanifestationer" i modsætning til den bibelske "Adams" og "Evas" begær eller længsler, der netop var "mørkemanifestationerne".