Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1433

1433. Vi har allerede tidligere i "Livets Bog" omtalt den første "paradisbegivenhed", hvilket altså vil sige: den i "Bibelen" omtalte. Vi har set, at den udelukkende skyldtes den omstændighed, at de levende væsener havde levet så længe i lysets højeste tilværelseszoner, hvor næstekærlighedsloven igennem umådelige tidsrum havde været "C-viden", var automatfunktion, var noget væsenerne gjorde som en selvfølgelighed, fordi de faktisk slet ikke kunne gøre noget andet. Samtidig med, at væsenerne igennem tidligere spiralkredsløb havde gjort kærligheden til "C-viden", blev deres vågne på erfaringer baserede dagsbevidste viden om hadet og dets virkninger, dets kundskab om mørkets reaktioner, jo ganske overflødigt. Den visdom, der i dag er så nødvendig for jordmennesket, for at det i kraft af denne logisk kan begrunde og dermed stimulere sin vilje til ignorering af hadet og vreden over den eller den ham af næsten påførte formentlige uret og sluttelig til animering af tilgivelse overfor samme næste, blev efterhånden totalt overflødig. I en zone, hvor næstekærligheden er automatfunktion i alle væseners fremtræden, kan der jo aldrig blive tale om at oprette nogen gardering eller "forsvarsforanstaltning". Når man ikke kan blive forfulgt eller overfaldet af noget medvæsen, idet man af disse bliver elsket ligeså højt, som de elsker sig selv, behøver man jo ikke nogen viden om, hvad man skal gøre for at beskytte sig imod det eller det ødelæggende anslag eller attentat fra næstens side imod sin person og ejendom. I lysets regioner, der igen nøjere præciseret er det samme som "den guddommelige verden" og "salighedsriget", der i spiralkredsløbet så at sige strækker sig helt ind i "planteriget", hvor det bibelske "syndefald" begyndte at finde sted, behøvede man således ikke at spekulere på, hvordan man skulle gardere sig overfor de eller de "røvere", "fjender" eller voldsmagter, eller hvordan man i det hele taget skulle bjærge føden. Der var ikke brødnid, der var ikke misundelse eller havesyge, der var ingen brug for studiet af hverken intellektuelle eller uintellektuelle former for albuen sig frem på næstens bekostning. Alle levede her udelukkende kun for dette ene: at tjene alle. Vi ser altså her i spiralkredsløbet lige akkurat den livsform, den lysregion, som jordmenneskeheden af i dag mere og mere udvikler sig til af hjertet at begære, og den giver allerede udtryk for dette begær igennem råbet efter en "varig fred". Dette udtryk skjuler kun menneskenes drøm om og inderste længsel efter det store lys eller det engang "tabte paradis". Men i dette "paradis" måtte enhver brug af evner til beskyttelse imod "det onde" eller "mørket" jo degenerere og dø. De organiske funktioner, der ikke er i brug og derfor ikke holdes vedlige, må jo tilsidst ophøre. Hvis de levende væsener i årevis lukkes inde i en underjordisk grotte, hvor der slet ikke findes dagslys, mister de synet, ligesom man, hvis man binder sin arm fast indtil det øvrige legeme, så man slet ikke kan bevæge den og således holder den bundet i årevis, uvægerligt også mister evnen til at bevæge den. Alle organer, der bliver overflødige eller ikke bliver brugt, dør af sig selv. Således er loven for livet. Og det er ikke så mærkeligt, at væsenerne hen imod udgangen af "den guddommelige verden" og "salighedsriget" så at sige totalt har mistet kundskaben om og evnen til at orientere sig i "mørkets" verden. De aner således her slet ikke, at der er noget, der er "ondt". De kender ikke til lidelser af nogen som helst art. De udgør levende automater i lysudfoldelse. Denne lysudfoldelse er således ikke mere nogen vågen dagsbevidst viljeføring, men sker ganske automatisk. Det er denne mentale automatisme, vi kender som "instinkt". Og væsener, hvis mentalitet i total renkultur beherskes af "instinktet", fremtræder her i spiralkredsløbet som "planter".

Forrige

Næste