Når det levende væsen tror, at det selv og "alt levende" kun er "materie", og at jordens og planeternes tilblivelse og det heraf følgende animalske liv kun skyldes en tilfældighed
1435. Vi har hermed set, at hele udviklingsprocessen igennem livet har ført jordmennesket nedad imod så at sige en total uvidenhed om dets egen "kosmiske" eksistens, således at det i værste tilfælde regner sig selv for kun at udgøre "materie", tror at det ligesom dette er begyndelse og afslutning underkastet og dermed kun udgør en ganske midlertidig foreteelse.Det har ikke mere nogen bevidsthed eller viden om sit "kosmiske" område.Derimod har det et kolossalt kendskab til materien og kan, som vi adskillige gange har henvist til, bringe elementerne til at arbejde for sig.Det trykker på knapper, og kraftmaskinerne arbejder og omdanner materien efter dets ønske og begær.Men dets eget liv og næstens liv kender det ikke.Det tænker, handler og arbejder kun i "materie".Dets erkendelse eller livsfilosofi er kun acceptationen af "materie".Det benægter alt åndeligt eller alt bevidst liv bag alt, hvad der ligger udenfor dets eget fysiske sanseområde, hvilket med andre ord i virkeligheden vil sige: hele verdensaltet.Denne gigantiske foreteelse med sine mælkeveje, stjerner, sole og kloder er kun en samling "død materie", i hvilken det selv repræsenterer det allerhøjeste udtryk for bevidst liv eller funktion af tanke.Tænk hvilken kontrast til ydmygheden denne mentale tilstand her afslører.Myggen går rundt og tror, den er en elefant, tror den er livet over livet.Avnen tror den spiller bold med vinden.Fnugget tror det er verdens herre, men er bange for "døden", bange for "tilintetgørelse".I et andet tilfælde fremsættes der endog teorier om, at jordens og planeternes tilblivelse ligefrem skyldes en ren tilfældighed, en slags uheld, og at hele den vældige hærskare af stjerner eller sole, vi ser funkle og lyse på himlen hver nat, slet ikke har planeter.I henhold hertil vil alt animalsk liv og dermed jordmenneskenes være noget ganske abnormt i universet.Det normale ville altså have været dette, at der slet intet liv skulle have været.De vældige soles og stjerners umådelige kræfter er dermed ikke til for at skabe liv, men befordrer en evig absolut "død".
Tilbage til forsiden
Forrige