Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1436

1436. Idet jordmennesket tror, at næsten er "materie", bliver dets forhold til denne næste et forhold til og en behandling af "materie". Det ønsker ham tilpasset og formet i sin egen favør. Og der, hvor nævnte næste ikke modstandsløst lader sig underkaste denne udformning, der anvender det mere eller mindre magt akkurat ligesom overfor "materien" eller "stoffet". Vil klipper eller sten ikke give efter for det almindelige hammerslag, benyttes sprængstoffer. Hvor næsten heller ikke giver efter for almindelig mental kraft, tale og ord, der anvendes også sprængstof, vold og magt imod ham. Der, hvor han ikke lader sig bøje, udslettes han undertiden. Han kastes i livets skarnbøtte akkurat som enhver anden gammel ragelse eller uduelig ting, der ikke mere er i hans bødlers favør. Det primitive jordmenneske søger således at klippe af eller bygge til denne næste, alt eftersom det nu passer bedst i dets egen favør - ikke som det passer i næstens favør. Og det er denne mangel på hensyntagen, der afslører, at væsenet ikke kan fornemme "liv" hos næsten, og at denne således i realiteten kun fornemmes som "materie", om end han naturligvis nok ses i skikkelse af "et levende væsen". Det væsen, der slår på sin næste eller forfølger ham, fordi han ikke er i dets favør, kender ikke forskel på "materie" og "ånd". Det ønsker at lægge ham på sin ambolt og tror, det med hammeren kan forme ham, ligesom man med ambolt og hammer kan forme et stykke glødende jern. Og hvis det ikke kan forme væsenet på denne måde, bliver det ofte det samme væsens "dødsfjende" og arbejder derefter på samme væsens udslettelse.

Forrige

Næste