Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1441

1441. Men ligesom jeget kun kan opleve denne sin absolutte analyse igennem dets kontrast, nemlig igennem "noget, som ikke er absolut", hvilket vil sige: alle timelige og rumlige foreteelser eller illusioner, således kan det selvfølgelig heller ikke opleve sin identitet med evigheden uden igennem dennes modsætning, der jo er identisk med de samme timelige og rumlige foreteelser. Da jeget i sig selv er uden nogen som helst timelig eller rumlig analyse, men blot kan udtrykkes som "noget, som er", er det således i sig selv et navnløst "noget", vi, som allerede læseren bekendt, må kalde "X". Men ved sin skabeevne kan det iklæde sig disse "timelige" og "rumlige" foreteelser og bliver da på en måde "ét med disse" uden dog for den vise eller indviede at tabe synligheden af sin evige eksistens og sit uendelige rum. Det er denne omstændighed, der bevirker, at en hvilken som helst "skabt ting" ikke kan åbenbares eller sanses uden, foruden at være "tidsbegrænset", være "begyndelse" og "afslutning" underkastet, også udgør "uendelig" tid, og ligeledes foruden at udgøre et for sanserne direkte fremtrædende "begrænset" rum i sig selv også afslører sig som identisk med "uendeligt" rum. Enhver "skabt" ting kan således ikke eksistere uden at afsløre sig som rummende "evigheden" og "uendeligheden", selv om den også sanses i den daglige oplevelse som udgørende det eller det mål i rum eller i tid.
Hvordan kan da en ting, der f.eks. er "ét år", samtidigt afsløre sig som identisk med "evigheden"? - Og hvordan kan et rumfang, der f.eks. udgør "en kubikmeter", udgøre uendeligheden? - At evigheden således er til stede i ethvert tidsbegreb og uendeligheden i ethvert rumbegreb afslører sig blandt andet i den omstændighed, at en hvilken som helst begrænset foreteelse, det være sig tid eller rum, i sig selv er "uendelig" delelig. En "kubikmeter" f.eks. består jo af to halve kubikmeter. Disse to halvdele kan igen deles i halvdele, der hver for sig igen kan deles i to og således fortsættende i det absolut "uendelige". Det er rigtigt, at "halvdelene" eller spaltningerne tilsidst bliver så små, at de kun kan opfattes abstrakt, men det betyder jo ikke, at de ikke eksisterer, eller at man med tanken eller hjernen teoretisk kan nå dertil, at man kan sige, at nu kan spaltningerne ikke længere finde sted, for nu er de blevet så små, at de er lig "intet". Men "noget" kan jo umuligt blive til "intet", ligesom "intet" aldrig kan blive til "noget". Og hvor små spaltningerne så end måtte tænkes at være, vil de dog stadigt teoretisk eller tankemæssigt kunne deles i to halvdele. Og dette vil altså igen sige, at den "kubikmeter", vi begyndte med at dele, i virkeligheden slet ikke var en "kubikmeter", men er selve "uendeligheden". "Kubikmeteren" er altså i absolut forstand et rum, vi i al evighed kan blive ved med at spalte uden nogen sinde at kunne komme til bunds i dens vidder. Nævnte meter viste sig altså at være et rum, der totalt er uden nogen absolut begrænsning. Men et rum, der er uden begrænsning, er jo selve "uendeligheden". Og da "uendeligheden" kun kan udtrykkes ved begrebet "noget, som er", er vi jo her kommet til selve jeget eller det førnævnte navnløse "X". "Kubikmeteren" var altså en "begrænsning", der var identisk med "uendeligheden". Men en "begrænsning", der er identisk med "uendeligheden", er det samme som en "illusion".
Nøjagtigt det samme er selvfølgelig tilfældet med tiden. Et år kan jo også deles i to halve år. To halve år kan igen hver for sig deles i to halvdele og således fortsættende i al evighed. Men så bliver "året" eller et hvilket som helst andet tidsbegreb ligeledes en "begrænset" uendelighed af tid, hvilket altså vil sige: selve "evigheden". Det år, vi begyndte med, er således i sig selv udgørende "evigheden".

Forrige

Næste