Hvad der bevirker, at individet tror sig ét med materien, eller en "skabt ting", der igen skal opløses
1444. Men takket være en evig fortsat rytmisk bevægelse, opretholdt med tilværelsens syvende grundenergi "moderenergien", bliver "dødszonen" dominerende eller altbeherskende i den ene del af spiralkredsløbet, medens "livszonens" domæne i samme halvdel er skrumpet ind til kun at udgøre et lille svagt eller elementært område, lige akkurat stort nok til, at der ikke kan opstå et "dødpunkt", så spiralkredsløbet ville gå helt i stå.Hvis "livszonens" energiudfoldelse kunne blive total stilhed, hvad skulle så igen bringe denne i funktion? -"Livszonen" har således som nævnt indenfor "dødszonen" i spiralkredsløbet et lille elementært område, hvor den er så lidet fremtrædende, at den ikke engang kan nå frem til individets vågne dagsbevidsthed.Og det er denne omstændighed, der bevirker, at individet tror sig ét med materien, tror at det er skabt, er blevet til og igen skal opløses i det totale "intet"."Livszonens" energi kan kun akkurat give det fornemmelsen af at være "levende" lige i det lille område af et lokalt jordliv, det kan erindre sig.Alt, hvad der ligger udenfor dets vågne dagsbevidste hukommelse, bliver således af mere eller mindre tvivlsom art, idet det kun kan opleves igennem andres beretninger.Således er timen, dagen og årstallet for dets fødsel og detaljerne indenfor de første år af dets nuværende jordliv kun en "andenhåndsviden" for slet ikke at tale om erkendelsen af de tidligere jordliv, som det i værste tilfælde helt er ude af stand til at fatte eller forstå, ja, undertiden ligefrem benægter og forfølger.Det erkender så at sige kun sit liv indenfor nuet.Hvad der er udenfor nuet og erindringen, markerer "dødsrigets" domæne og "livsrigets" "lig" indenfor dets bevidsthed.