Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1445

1445. Og det er jo netop denne tilstand, den jordiske menneskehed er i færd med at opleve. Den er, kosmisk set, på rejse gennem "dødsriget". Jordmenneskene er alle mere eller mindre "døde" væsener, der har et lille elementært område af "livszonens" energi, kraft eller spire i sig, lige akkurat nok til at de kan fornemme sig "levende" i nuet og indenfor det, de kan huske af deres nuværende jordliv, medens hele deres fundamentale tilværelse udenfor dette område, hvilket altså vil sige: alle deres tidligere jordliv med de herunder henhørende fysiske og sjælelige oplevelser igennem årtusinder, ja, årmillioner indenfor deres passage af spiralkredsløbet er totalt udenfor deres vågne dagsbevidste horisontområde. Den del af deres liv og mentalitet er således for tiden et bevidstløst eller "dødt" område. Deres "kosmiske bevidsthed" eller absolutte viden om deres evige eksistens er altså, hos det materialistisk indstillede jordmenneske, kun et "lig", der forlængst er opløst, og som det derfor slet ikke har nogen erindring om. Det er derfor tilgiveligt, at det benægter hele denne sin vældige fortid og kun erkender den, i forhold hertil, lille mikroskopiske "døgnfluetilværelse", det i dag rummer i nuet, og den smule erindringer det har fra de allernærmeste årtier bag dette nu. At det ligeledes benægter livet i stjernerne og solene for slet ikke at nævne benægtelsen af den mangfoldighed af mørke eller usynlige kloder eller planeter, der, med sine menneskeheder og mentale og fysiske riger, kontinenter og have bevæger sig omkring solene frem igennem stjernebyerne, men derimod betragter sig selv eller jordmennesket som det allerhøjeste liv i universet er naturligvis lige så selvfølgeligt.

Forrige

Næste