1446. Men tænk, hvor svimlende områder af livet eller "det levende" omkring individet, det opfatter som "dødt", og hvor lille en mikroskopisk del af det samme vældige livsområde eller univers, det opfatter som "levende". Hvis f.eks. en eller anden lille celle i vor organisme erkendte sig selv og ligestillede celler for at være det højeste og eneste "levende" i vor organisme, og alt det øvrige i samme organisme for at være "døde" kræfter, såsom hjerte, lunger, lever og kirtler eller selve "det levende væsen", vi med vor samlede organisme udgør, har vi her et billede på jordmenneskets indstilling og forhold til det virkelige eller evige liv, til Guddommen eller Forsynet og hermed til den absolutte evige sandhed.
      Ligesom nævnte celle, hvis den kunne ræsonnere, ville påstå, at der ikke var noget menneske til eller rettere noget levende væsen højere end den selv, men at alt det øvrige i den organisme, som er univers for den, kun var "død" materie eller livløse naturkræfter, således påstår det materialistiske jordmenneske, at der ikke findes nogen livsform i universet, der er højere end det selv, og at der som følge heraf hverken er liv på andre kloder eller verdener i verdensaltet, der jo er den organisme, i hvilken det selv er "celle". I sandhed, det "døde væsen" kan kun se "døde ting" og må derfor tilbede "døden" i stedet for "livet". Og man forstår således her bedre Verdensgenløserens udtalelse, der hvor han siger: "... Lad de døde begrave sine døde".