Livets Bog, bind 4
Spiralkredsløbets lysside eller "livsriget" og dets særlige struktur
1447. Ligesom "dødsriget" behersker og dominerer den ene halvdel af spiralkredsløbet, dominerer og behersker "livsriget" den anden halvdel af det samme kredsløb. Denne halvdel af spiralen forekommer altså side om side med "dødsriget" eller "dyreriget", men er her ganske latent eller fremtrædende i sin allermindste udfoldelse. Men efterhånden som "dødsriget" har kulmineret i jordmennesket, begynder det latente "livsrige" at røre på sig. Og det er dette røre, vi igen kender som alle de lyse profeters og verdensgenløseres føring af væsenerne frem imod "humanitet" og "næstekærlighed". Og det er dette røre, der nu igennem århundreder har givet sig udslag igennem de tre store verdensreligioner: buddhisme, islam og kristendom. Det centrale i hele dette røre er ikke dette at udvikle jordmenneskene til "krigere" eller "herrefolk". Alt, hvad der kommer her ind under, hører udelukkende mørkezonen eller "dødsriget" til. Det er den mentale "døds" kolde granitvægge, der endnu holder væsenerne indestængte i uvidenhedens og naivitetens kolde, kosmisk bevidstløse sfære. Det absolutte mål bag verdensreligionerne eller den kosmiske verdensimpuls er jo den "absolutte humanitet" eller "næstekærlighed". Alt, hvad der arbejder i den retning, er således lysets vækst eller væsenets befordring ud af "dødsriget". Det er væsenets kosmiske "opstandelse" eller tilbagevenden til det virkelige liv. I dette liv befinder det sig ikke mere som "ét med materien" eller "det timelige" eller tror, at det er et "dødeligt" væsen. Da ved det, at det i sig selv er "evigheden" og dermed tidens, rummets og dødens evige skaber i sin egen bevidsthed og er således herigennem "ét med Guddommen" eller "den evige Fader". Og det er i denne begyndende opstandelsesatmosfære eller denne begyndende opvågning til livet, at vi finder det jordiske menneske. Samtidigt med, at det mørke "dødsriges" kolde og klamme detaljer begynder at nå frem til sin efterårsblomstring, begynder der i jordmennesket at spire en helt ny mentalitet frem. Denne spiring er "det rigtige menneskeriges" første begyndende forårssymptomer. Og tiden iler. Lyset og varmen kommer nærmere og nærmere for tilsidst helt at overskygge hvert enkelt jordmenneske, et efter et, med sin varmende, guddommelige sommer, hvor alt ligger badet i kærlighedens strålende lys. Og her er der ikke mere skinsyge, her er ikke brødnid, her er ikke ulykkelig kærlighed. De levende væsener her vånder sig ikke mere i "de ulykkelige ægteskabers" hængedynd eller kvalfulde situationer. Her er ingen forældreløse eller hjemløse børn, der er prisgivet andres nåde og barmhjertighed. Her er ingen albuen sig frem på andres bekostning. Her er ingen slaver, hverken camouflerede eller åbenlyse. Her er ingen krig og lemlæstelse, had og hævn. Og her er ingen "død" og derfor heller ingen "dødsfrygt", ligesom der her heller ikke er nogen, der vånder sig i sorg og sygdom. Og her er ikke mere nogen, der fødes med smerte. Men livet funkler, stråler og lyser. Alle elsker alle. Men denne kærlighed er ikke en af frygt for lovene tillært dannelsesdressur eller rutine i høflighed. Det er ikke en kold hjernemæssig opfyldelse af teoretiske opsatte moralbud, hvormed man kan udsmykke sin egen lille person og ligesom farisæeren takke Gud, fordi man ikke er som "de andre mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle ..." og dermed fryde sig over sin selvbestaltede, egoistiske stråleglans.