Livets Bog, bind 4
Hvor meget ægteskabet end bliver forherliget igennem film og skuespil med verdens smukkeste mennesker i rollerne, kan den store seksuelle begærbølge, som forekommer alle vegne, dog ikke holdes indenfor ægteskabets rammer
1459. Hvor meget væsenerne så end pynter på det ægteskabelige princip og opfører pragtfulde og kostbare farvefilm og skuespil med verdens skønneste eller smukkeste mennesker, fysisk set, i hovedrollerne og lader disse illustrere ægteskabsscenerier, der ender i hundrede procents strålende, ægteskabelig lykke til parternes dages ende eller resten af deres liv, kan ægteskaberne alligevel ikke holde eller gøres stærke nok til at dæmme op for den tiltagende seksuelle nydelse uden om ægteskabet. Millioner af elskovsberusede unge par sidder ganske vist og overværer scenerierne og stimuleres igennem dem til at tro, at deres egen situation er af samme slags evige eller "uforgængelige" lykke. Og de synes derfor ikke at kunne komme hurtigt nok til præsten eller borgmesteren for at få dette deres eget forhold stemplet med samfundets autorisation og velsignelse. Og der opstår altså her en hel serie nye ægteskaber, som i virkeligheden kun udgør de indledende forberedelser til en serie nye skilsmisser. Thi hvad var det, de unge mennesker så i filmen eller på scenen? - Var det ikke udelukkende kun en genial forfatters drømmerier om, hvorledes ægteskabelig lykke kunne være og slet ikke den almengældende, absolut nøgne virkelighed. De tilfælde af ideel ægteskabelig lykke, som fremtrylles på det hvide lærred og scenen er kun illustrationer af de ganske få procent, der hører til undtagelserne. Men man kan ikke skabe den fundamentale analyse på undtagelserne, men kun på det almengældende. Og ikke engang den ualmindelige smukke mand og kvinde, som illuderede i skuespillet som de hundrede procents ideale ægtefæller med indbyrdes kærlighed til hinanden hele livet igennem, udgør sådanne ægteskabelige pragteksemplarer i deres private liv. Er det ikke ligeledes her gældende, at disse væsener som oftest også er passagerer i den seksuelle færdselsrute med omstigning til det ene ægteskab efter det andet? - Er det ikke netop en meget lille procentdel af de mennesker, der i filmen og på scenen er blevet massernes yndlingsidealer som udtryk for ægteskabelige partnere, der virkelig er fuldkomne ægteskabelige partnere i deres eget privatliv? - Florerer ikke her skilsmisser og ægteskabstragedier i stor målestok? - Dette siges ikke for at forklejne disse store kunstnere, der naturligvis kan være store ideale mennesker på andre områder, men udelukkende kun for at påvise, at den seksuelle begærbølge er alle vegne, og at de væsener, store kunstnere og forfattere, som netop er med til at forherlige ægteskabet overfor den store almenhed, slet ikke udgør nogen undtagelse.