1461. Men er en lovprisning af ægteskabets lykke ud fra en sådan midlertidig erotisk rus helt ærlig? Er et sådant væsen ikke altfor beruset og dermed en altfor partisk dommer? - Ja, er han i det hele taget nogen "dommer"? - Er han ikke snarere blot en slags glødende "forsvarer"? - Men hvem er denne sags "anklager". Ja, er der i virkeligheden nogen "anklager"? - Nej, overfor den store almenhed er der ikke nogen væsentlig "anklager" af en glødende, lykkelig forelsket eller erotisk beruset forfatters elskovslovprisning i form af et skuespil, en film, en roman eller et eventyr. Overværelsen af opførelsen af et sådant højstemt produkt i form af film, skuespil etc. er i princip det samme som at overvære en slags retsscene. Publikum er da "dommeren", der "dømmer" produktet. Forfatteren er "forsvareren". Skuespillet eller filmen er hans "forsvarstale". Emnet er "ægteskabelig lykke" eller det "fuldkomne ægteskab". Men her ophører retsscenen med at ligne den virkelige juridiske retsscene derved, at den som før nævnt, ingen "anklager" har. "Dommeren" (publikum) får derfor alle sagens lyse sider belyst, men absolut ingen af dens mørke sider. Det er jo en "forsvarers" pligt absolut kun at fremføre, hvad der hører ind under den anklagedes heldige sider, ligesåvel som det er en "anklagers" pligt udelukkende kun at befatte sig med alt, hvad der kan afsløre den "anklagedes" uheldige sider. Da disse to væsener i en juridisk retsscene hver især er ganske uhildede partnere overfor den "anklagede", vil de kunne fremlægge for "dommeren" et nogenlunde klart billede af den "anklagedes" heldige og uheldige sider. Og ud fra disse to sider vil "dommeren" så kunne danne sig et retfærdigt skøn, efter hvilket han kan dømme tilsvarende retfærdigt. Men var der ikke nogen "anklager", ville kun de heldige sider blive fremførte. Og hvis "dommeren" da accepterer disse som et fundamentalt billede af den "anklagede" eller den sag, i hvilken han skal dømme, vil det jo være et falsk billede eller et billede, der viser sagen langt skønnere og smukkere, end den i virkeligheden er. Men når der ikke er fremdraget nogle af væsenets uheldige sider, kan der jo ikke være tale om "lovovertrædelse" eller strafskyldige foreteelser, selv om vedkommende er aldrig så stor en "forbryder". Og "dommen" må da uvægerlig komme til at lyde på "ikke skyldig", hvilket igen vil betyde "frifindelse". Hvad ville man sige, hvis en sådan retspraksis kunne finde sted i virkeligheden? - Ja, ville man ikke i allerhøjeste grad forarges? - Og ville samfundet ikke synke ned i anarki eller lovløshed. Et retsvæsen uden anklager, kan jo aldrig blive andet end en parodi på jura. Men når en retspraksis efter dette princip ville virke så latterlig og samfundsødelæggende og være en parodi på retfærdighed eller virkelig logik, hvorfor skulle den samme praksis så ikke virke på samme måde i andre forhold? - Hvorfor skulle de samme forhold ikke gøre sig gældende i en sådan "retsscene" som en filmsopførelse eller et skuespil i virkeligheden er? - Her accepterer almenheden i en overdådig grad utallige "retsscener", hvor der udelukkende kun bliver "dømt" ud fra "forsvarerens" synspunkt, idet der slet ikke er nogen "anklager" i nævnte "retsscene". Alle "domme" her må da komme til at lyde på "ikke skyldig". "Dommeren", hvilket vil sige: publikum, bliver kun præsenteret for "sagens" eller "emnets" (det ægteskabelige samlivs) allermest rosenrøde og lyse sider, altså disse sider, som er udtryk for og inspireret af forfatterens overdimensionerede glæde over sin midlertidige erhvervelse af en for ham særlig passende seksuel partner. I en sådan erotisk rus udmaler han sig en overdimensioneret forestilling om ægteskabets storslåede idyl, eller hvorledes det unge par, "helten" og "heltinden" efter mange genvordigheder med skurke, rivaler og snæversynede forældre, gammeldags traditioner og religiøs fanatisme osv., osv. tilsidst får hinanden og sværger hinanden "evig troskab", får mange børn og lever lykkeligt til deres dages ende.