1462. Men i hvor mange tilfælde går det så strålende godt med de unge ægtefæller i det virkelige liv? - Er man sikker på, at det unge par, der fører det ideale ægteskab over scenen eller det hvide lærred, ikke allerede hver for sig i privatlivet er inde i det andet eller tredje ægteskab? - Og hvordan med forfatteren selv? - Er han mon endnu inde i den elskovsrus, der var hans inspirationskilde til stykkets fremkomst? - Tror man, den stadig holder? - Er man sikker på, at det af ham i stykket så højt lovpriste og idealiserede, ægteskabelige samliv for ham selv stadigt blomstrer? - Har man nogen garanti for, at han ikke netop ligger i en hård skilsmisseproces med en sådan erotisk partner, som han i filmen eller skuespillet så højt har lovprist og forherliget? - Det er i al fald højst sandsynligt, at han netop befinder sig i seksuelle forviklinger. Og hvad så med publikum selv? - Ja, de ældre, der har været gift i en længere periode og forlængst er blevet furede og rynkede af ægteskabets genvordigheder, kan naturligvis nok glæde sig over det strålende ideal af et ægteskab, der går over scenen, men det er ikke fordi, det er noget, de i rigt mål ejer selv eller til fulde er blevet mættet af. Var det dette, ville stykket eller filmen absolut ingen interesse have for dem. Det, man har nok af selv, gider man ikke yderligere at besvære eller fylde sin bevidsthed med. Men når der ikke desto mindre er så mange mennesker, også ældre mennesker, der gerne vil se film og skuespil, er det jo netop fordi, oplevelsen af de store idealer, de ser på scenen, ikke i en ret stor grad blev deres skæbne beskåret. Deres liv blev i virkeligheden efterhånden til en utilfredsstillet ægteskabelig hunger, som de stadigt i deres hjerter eller lønligste indre nærer drømmen om at få tilfredsstillet. At se denne drøm virkeliggjort og opfyldt lyslevende i kød og blod, selv om det kun er i form af et skuespil på scenen eller det hvide lærred, er for dem som at få vædet deres drømmeregions blomsterbede med en mild sommerregn. De ligesom får et gensyn af eller et minde om det tabte eller svundne paradis. Man vil gerne drømme om det kære, man har mistet, eller det kære man vil opnå. Og derfor går man meget gerne derhen, hvor disse drømme kan blive stimuleret. Og ingen steder kan de vel bedre blive stimulerede end igennem de på scenen og i filmen fremstillede elskovsberusede forfatteres og digteres seksuelle luftspejlinger eller fata morgana, omformet til idealisering af ægteskabelig lykke.