Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1470

1470. At man i nogen grad har fundet på fosterdrab og befrugtningsforebyggelse for dermed at gardere sig imod det økonomiske tryk, som forældreskabet i mange tilfælde påfører væsenerne, er forståeligt. Men at gøre disse foreteelser til ligefremme legale eller autoriserede hjælpemidler i kampen mod fattigdommen er himmelråbende imod naturens love, ødelæggende for artens beståen og kun til fordel for staten i dens bestræbelser for at afvise sit økonomiske ansvar overfor alle barnefødsler eller en politik, der går ud på, at jo færre børn, "fattigfolk" får, desto bedre, thi desto mindre udgifter bliver der for staten. Og desto mindre udgifter staten har, desto mindre skatter bliver der for skatteyderne at betale. Men da de største skatteydere jo er dem, der udgør den økonomiske overklasse, altså det område i samfundet, der næsten intet fødselsoverskud har, bliver det således til gunst for denne klasse, at man legaliserer fosterdrab eller en anden form for sabotage på artens eller slægtens beståen. Og en mere fuldkommen sabotage på jordmenneskehedens beståen kan vel næppe praktiseres. Man underminerer den del af samfundet, der har evne til at befordre det for samfundets beståen så livsvigtige fødselsoverskud til fordel for den del af samfundet, der næsten totalt mangler nævnte evne. Som man ser, ville jordmenneskeheden i virkeligheden udrydde sig selv, hvis ikke der var en højere magt, overfor hvilken disse kalamiteter kun er foreløbige led i en stor guddommelig verdensplan, der går ud på at hæve nævnte menneskehed op til den totale fuldkommenheds sfære. Men dette fritager jo ikke staten eller individet for følgerne af deres midlertidige sabotage på reinkarnationen eller livet. Staten såvel som individet må derfor komme til at tage følgerne af de situationer, de har skabt til hjælp eller gunst for deres overtrædelse af lovene og flugt fra deres sande ansvar og pligt.

Forrige

Næste