Livets Bog, bind 4
De religiøse sekter eller moralsamfund får det religiøse princip til at forstene eller forkalke, idet de i virkeligheden er "diktatur"
1488. At disse religiøse sekter eller moderne moralsamfund i stor udstrækning får de gamle religioner og dermed hele det religiøse princip til at forkalke eller forstene i den intelligente del af jordmenneskehedens almenbevidsthed begynder her at blive synligt som kendsgerning. Og det gør ikke sagen bedre, at disse religiøse sekter eller moralsamfund mere eller mindre er intolerante og derved bekriger hverandre på samme måde som staterne eller nationerne. De tror hver især at skulle erobre hele verden for sin idé. Enhver sekts medlemmer og ophav tror som regel, at verdens eller jordmenneskehedens frelse udelukkende kun kan finde sted igennem medlemsskabet af deres særlige sekt eller sammenslutning. At det mere er en båndlæggelse af jordmenneskehedens mentalitet, en mental slavelænkning af individerne, end det er en virkelig praktisering af næstekærlighed, sådanne religiøse samfund repræsenterer, bliver til kendsgerning igennem deres intolerance og tendens til forfølgelse og fordømmelse af andre religiøse samfund. Det er altså intet mindre end et som moral camoufleret begær af verdensherredømmet, der gennemsyrer alle disse religiøse sammenslutninger. Det er i virkeligheden "diktatur".