Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1490

1490. Vejen til den sande guddomserkendelse og dermed til den virkelige absolut sande "fred" går ikke igennem noget som helst enkelt religiøst eller politisk samfund, idet disse alle mere eller mindre er i færd med at stivne i deres eget udkrystalliserede diktatur, endog allerede i deres start eller første begyndelse. Disse samfund skulle egentlig være "jordens salt" og har naturligvis også til en vis grad været det, men nu er denne deres mission i opløsning. De har optårnet sig i aflejringer udenfor selve modersamfundet eller den øvrige del af jordmenneskeheden. "Saltet" kan derfor ikke opfylde sin mission. Skal salt holde et produkt friskt, må det blandes med produktet og ikke udskilles i bunker udenfor produktet. De moraldannende samfund er blevet til "samfund" udenfor selve jordmenneskesamfundet og kan derfor ikke virke på dette. De skal være "samfund i samfundet" og ikke, således som tilfældet er, samfund ved siden af samfundet. Skal saltet gøre godt i maden, må det overføres til maden og ikke lægges i en bunke ved siden af maden. De religiøse sekter, deres tidligere guddommelighed til trods, er overfor den intellektuelle verden blevet til "saltbunker" ved siden af samfundet og vil ligesom "Loths hustru" forstene som nytteløse "saltstøtter". De er i dag hver især i stor udstrækning kun et "tilbageblik". Og vejen fra "Sodoma" og "Gomorra" er ikke dette at "se tilbage" (dyrke forældede traditioner), men derimod dette at se fremad og opad. Vejen til livet er ikke at standse op ved noget, der er forældet eller hører fortiden til, men derimod dette, at iagttage det "noget", der i dag er den absolutte "nutid" og "fremtid". Det er ikke "fortiden", men "fremtiden", der i nuet er Guds vilje og dermed kulminationen af "alkærligheden" og "verdensfreden".

Forrige

Næste