Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1494

1494. Men et væsen, der er besjælet af en sådan ånd eller et sådant begær, er jo i tilsvarende grad mentalt lysende. Hvis et sådant væsen kapsles inde i en sekt eller forening, er det i virkeligheden det samme som, at "det sætter sit lys under en skæppe", hvilket jo er det, man netop ikke skal gøre. Hvis man sætter alle de elektriske pærer i et stort hus sammen i et af husets rum og lader dem lyse her, bliver samme rum jo overdimensioneret belyst samtidigt med, at de andre af husets rum eller værelser ligger totalt i mørke. Hvis hvert enkelt humant eller næstekærligt lysende væsen sammen med alle andre mentalt lysende væsener kapsler sig sammen i en forening, vil det jo være det samme som, at de lukker deres lys eller næstekærlighed inde i et mentalt rum. De vil da ligesom pærerne tilsammen give et overdimensioneret lys inde i dette rum. Medlemmerne vil her komme til at se sig selv i et altfor stærkt lys. De vil tro sig "hellige" og "bedre" end mennesker, der ikke er medlem af nævnte sekt eller forening, samtidigt med at de åndeligt set har isoleret sig fra flokken. De er blevet et samfund udenfor samfundet. Men et moralsamfund udenfor samfundet kan jo ikke lyse i, men udenfor det samfund, det har isoleret sig fra. Derved vil kun en meget lille procentdel af lyset komme det store almene samfund til gode, medens resten vil gå tabt. Det er naturligt, at det enkelte individ vokser ud af flokken, men det er unaturligt, hvis samme individ isolerer sig fra denne flok ved kun at lade sit højere mentale lys skinne på og dermed favorisere de i en forening eller sekt indkapslede ligesindede væsener. For at et væsens moralske lys skal komme offentligheden eller samfundet til gode i sin fulde udstrækning, må dets ophav forblive i denne offentlighed eller det almene samfund og ikke straks gå ud af dette ved at melde sig ind i eller tilslutte sig en moralforening eller sekt og derved "sætte sit lys under en skæppe" for denne offentlighed. Et væsen, der er lysende, behøves meget mere i det almene samfund, end det behøves i et samfund, der består af bare lysende væsener, og hvor man i forvejen derfor er eller mener at være udstyret med et fuldkomment moralsk lys. Og forøvrigt, sagde Verdensgenløseren eller Kristus ikke til sine disciple eller medarbejdere: "Gå ud i verden og gør alle mennesker til mine disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn". Hvad vil det sige, at "gå ud i verden"? - Vil det ikke netop sige det samme som, at gå ud i offentligheden, ud i livet, ud til mennesker, der endnu ikke var blevet "Kristi disciple", endnu ikke var blevet fuldkomne i moral og væremåde? - Det kan i al fald ikke være til mennesker, der allerede er fuldkomne eller er disciple, thi overfor mennesker, der allerede er disciple, behøves der jo ikke at gives noget påbud om at gøre dem til "disciple". Der er således ikke noget som helst i Kristi påbud til sine apostle, der siger, at de skulle melde sig ind i de bestående sekter eller moralsamfund, eller at de selv skulle danne sekter, kliker eller klaner. Tværtimod, siger han ikke netop et andet sted, at "de første skulle blive de sidste"? - Hvem er "de første"? - Er det ikke netop alle dem, der har sluttet sig til et moralsamfund eller er medlem af en religiøs eller åndelig bevægelse og derfor allerede er eller tror at være en "Kristi discipel" eller en moralens håndhæver eller praktiker, tror at være blandt "de første" på moralens eller fuldkommenhedens område? -

Forrige

Næste